Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

messe

Oprindelige forfattere PRy og THjJ Seneste forfatter Redaktionen

Troen på, at Kristus er til stede under messen, kommer synligt til udtryk på predellaen af den altertavle, som på bestilling af biskop Jens Iversen Lange blev fuldført i 1479 til Aarhus Domkirke af Bernt Notke. Celebranten er pave Gregor 1. den Store, der ifølge en gammel legende skal have oplevet Kristi tilsynekomst på denne håndgribelige måde. Motivet kendes som Gregors Messe.

Troen på, at Kristus er til stede under messen, kommer synligt til udtryk på predellaen af den altertavle, som på bestilling af biskop Jens Iversen Lange blev fuldført i 1479 til Aarhus Domkirke af Bernt Notke. Celebranten er pave Gregor 1. den Store, der ifølge en gammel legende skal have oplevet Kristi tilsynekomst på denne håndgribelige måde. Motivet kendes som Gregors Messe.

messe, den romersk-katolske kirkes vigtigste gudstjeneste. Det er denne kirkes tro, at messen er et sakramente, dvs. at den er indstiftet af Kristus, som gav det jødiske påskemåltid en ny betydning. Messen har derfor et teologisk indhold, som den katolske kirke ser det som sin opgave at bevare, samtidig med at den har udviklet den teologiske forståelse af det.

Ordet messe kommer af det latinske missa 'gudstjeneste, messe', afledt af mittere 'sende', ofte udledt af bortsendelsesordene Ite missa est 'gå, (forsamlingen) er sendt bort', men måske oprindelig 'procession' eller 'offer'.

Dette har i tidens løb ført til kontroverser, som i visse tilfælde har været langvarige og har ført til skismaer og fløjdannelser inden for forskellige kirkesamfund, bl.a. er siden Reformationen læren om messeofferet blevet afvist af protestantiske teologier. Messen har på den anden side en ydre form, der er blevet ændret og tilpasset skiftende tiders anskuelser og forhold.

Indhold

Efter katolsk og ortodoks opfattelse kan messen i overensstemmelse med den apostolske tradition på fire forskellige måder tolkes som forholdet mellem Gud og mennesker. Ingen af dem kan tilsidesættes, uden at messen mister sin sakramentale betydning.

Annonce

Messen er menighedens fællesskab (communio) med og i den genopstandne Kristus. Han er til stede i menigheden, som er samlet i hans navn, i præstens person, i Ordets skikkelse ved læsninger fra GT og NT, der udgør en vigtig del af liturgien, og ganske særlig i skikkelse af det brød og den vin, som Kristus selv gennem præstens ord og ved Helligåndens virke forvandler til sit eget legeme og blod (se transsubstantiation), og som menigheden modtager under altergangen (kommunionen).

I overensstemmelse med den katolske og den ortodokse kirkes tro og lære siden oldtiden er messen desuden et offer, dvs. en gave, der frembæres til Gud som udtryk for lovprisning. Intet af det, mennesket kan yde af sig selv, er Gud værdigt, men han har selv skænket en fyldestgørende gave, nemlig sin Søns legeme og blod i brødets og vinens skikkelse. Gennem forvandlingen bliver Kristi ene og endegyldige offerdød på korset nærværende i enhver messe, og i messeofferet får det enkelte menneske med sit arbejde, der tolkes som videreførelsen af skaberværket, med sit liv, sine glæder og sorger del i Kristi offerdød. Delagtiggørelsen i hans offer er baggrunden for den katolske lære om det almindelige præstedømme, hvis både jødiske og nytestamentlige forudsætning er, at præsternes funktion består i at frembære ofre.

Messen er endvidere ihukommelse, dvs. en handling, der gør det, der ihukommes, nærværende. I messen er det ikke alene indstiftelsen af sakramentet, der mindes ("gør dette til min ihukommelse"), men ihukommelsen omfatter hele frelseshistorien fra Abels, Abrahams og Melkisedeks ofre, Kristi død, opstandelse og himmelfart til hans genkomst på den yderste dag.

Endelig er messen udtryk for taksigelse over for Gud; et af messens ældste navne er det græske ord for taksigelse, eukaristi. I messen takker den universelle kirke Gud for skaberværket og for frelsen i hans Søn.

Messen kan kun forestås (celebreres) af biskopper og visse abbeder (i en såkaldt pontifikalmesse) eller af præster; den fejres både på ugedagen for Kristi opstandelse, søndagen, og på hverdage. Den kan afholdes til ære for trosmysterier eller helgener i såkaldte votivmesser, ligesom der findes særlige messer for afdøde (se requiem), til brudevielse, kirkeindvielse osv.

Form

Messen består af to dele, der oprindelig var selvstændige gudstjenester, men allerede i midten af 100-t. blev forenet til en helhed. Første del, ordets liturgi med læsninger og lovsange, har rod i den jødiske synagogegudstjeneste; anden del, alterets liturgi, udspringer af det jødiske påskemåltid og blev oprindelig fejret i forbindelse med et almindeligt måltid (jf. 1.Kor. 11,17-32). Messens to dele findes også i den ortodokse kirkes liturgi, hvis hyppigst anvendte udformning er den såkaldte Johannes Chrysostomos-liturgi.

I de oldkirkelige kristenforfølgelsers tid blev alterets liturgi, "brødets brydelse", i reglen fejret i de private hjem om natten, men efter den officielle anerkendelse af kristendommen i begyndelsen af 300-t. blev fejringen af eukaristien i højere grad præget af fest og højtidelighed med processioner, sange o.l.

Individuelle skikke og selvstændige riter, der gradvis blev udviklet i forskellige dele af kirken, har fra tid til anden medført nødvendigheden af dels at rette gudstjenesten til for at sikre dens universelle karakter, dels at tage afstand fra, hvad der blev opfattet som vranglære som fx arianismen (se den arianske strid).

Liturgien har derfor været genstand for en gradvis udvikling; det var fx dens form omkring 1500, der blev lagt til grund for den lutherske gudstjeneste (se højmesse). En vigtig indsats skyldtes pave Gregor 1. den Store, men også som følge af Tridentinerkoncilet (1545-63) og Det 2. Vatikankoncil (1962-65) har messen undergået ændringer. Siden Det 2. Vatikankoncil kan liturgien fejres på modersmålet.

Til brug for den danske romersk-katolske messe er skrevet enstemmige melodier af bl.a. Knud-Erik Kengen (f. 1947), Erling Rasmussen (f. 1942), Peter Møller (f. 1947) og Leif Kayser, udgivet i salmebogen Lovsang (1982). Latin bevares dog som officielt liturgisk sprog. Desuden er den stille messe, hvori store dele af liturgien blev hvisket, afskaffet; til gengæld er der åbnet mulighed for, at flere biskopper eller flere præster kan fejre messen sammen i en koncelebreret messe.

Messens ordinarium består af de fem dele, hvis tekster forbliver uændrede: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei; messens proprium omfatter de fem dele, der har vekslende tekster afhængigt af dagens tema: introitus, graduale, alleluia (halleluja med sekvens) eller tractus, offertorium og communio. Disse ti messeled bliver talt i en reciteret messe og sunget i en højmesse.

Foruden et antal forskellige, enstemmige melodier til ordinariet omfatter det gregorianske repertoire melodier til propriet for hele kirkeåret (se graduale).

Læs om messe som musikalsk genre her.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ryom, Thomas Hjort Jensen: messe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124552