tempelriddere

Tempelriddere var en gejstlig ridderorden, grundlagt 1118 til beskyttelse af pilgrimme i kongeriget Jerusalem og godkendt af paven i 1129. Den fik al-Aqsa-moskéen, "Salomons Tempel", på Tempelpladsen i Jerusalem til hovedkvarter.

Tempelridderne var en munkeorden med cølibat, fattigdom og lydighed, men også med den opgave at kæmpe militært, hvad der blev argumenteret teologisk for af Bernhard fra Clairvaux. Kun et fåtal var præsteviede og måtte ikke slå ihjel. Ordenen fik snart huse — også for kvindelige medlemmer — i de fleste vesteuropæiske lande, som samlede penge ind til støtte for de kæmpende brødre.

Tempelridderne kom hurtigt til at spille en afgørende militær rolle i korstogene og i korsfarerstaterne og fik stor selvstændighed i forhold til konger og fyrster, og de holdt flere af de vigtigste borge. De organiserede pengeoverførsler og lånte penge ud, og fra midten af 1200-tallet administrerede de den franske konges skatkammer.

I slutningen af århundredet opstod kritik af deres rigdom, som samtiden stærkt overdrev, af deres åbenlyse rivalisering med andre ordener og af deres brutale omvendelsespraksis.

I oktober 1307 blev de franske tempelriddere uden varsel arresteret og anklaget for kætteri, homoseksualitet og afgudsdyrkelse. Stormesteren, Jacques de Molay, og flere end 500 brødre tilstod. De, der trak tilståelsen tilbage, blev brændt; 54 brødre i 1310, stormesteren i 1314.

Pave Clemens 5. anmodede allerede i 1308 alle konger om at arrestere tempelridderne, også Erik Menved, selvom der i øvrigt ikke vides noget om tempelriddere i Danmark. I 1312 blev ordenen opløst af paven.

Brødre og jord indgik ofte i Johanniterordenen, men i Spanien og Portugal blev der dannet nye, reformerede ordener for de tidligere tempelriddere. Ordenens fald gav den franske konge en kortvarig økonomisk og politisk fordel og førte desuden til en reform af øvrige ridderordener.