birgittinere

Birgittinere, medlemmer af "Den Allerhelligste Frelsers Orden", grundlagt af den hellige Birgitta i 1370. Klosterordenen fulgte "Frelserens Regel", der blev modtaget som åbenbaring af Birgitta og efter ændringer godkendt 1378 af pave Urban 6. som en udvidelse af Augustinerreglen; fra slutningen af 1500-t. blev den flere gange modificeret. I middelalderen levede birgittinerne i dobbeltklostre med et stort nonnekloster (højst 60 nonner) og et tilhørende munkekonvent af præster og lægbrødre (højst 25 i alt). Birgittinerklostre blev eftersøgte religiøse centre og valfartsmål og kendt for prædiken og sjælesorg, som præsterne udøvede over for nonnerne og de besøgende. Nonnerne dyrkede tekstilkunst, bogmaleri og lægeurter.

Det første birgittinerkloster var Vadstena i Sverige (fra 1374); herudfra befolkedes i årene 1390-1420 klostre ved Firenze, i hansestæder (Danzig o.a.), i Danmark (Maribo), Estland (Pirita), England (Syon), og senere oprettedes klostre i Bayern, Nedre Rhinegnen og Nederlandene. I 1446 blev der i Danmark grundlagt endnu et kloster i Mariager. I 1500 udgjorde birgittinere ca. 1100 personer, fordelt på 25 klostre over hele Europa.

Ved Reformationen ophævedes en række klostre; Vadstena ophørte dog først 1595, mens Maribo en tid var adeligt jomfrukloster. Efter Tridentinerkoncilet (1545-63) stiftedes klostre bl.a. i Polen og ved Marina de Escobar i Spanien, hvorfra Birgittinerordenen senere blev spredt til Mexico. Klostrene i disse områder var kun beregnet for nonner. Klostre udelukkende for munke blev stiftet i Nederlandene, Novissimi Birgittani.

I 1911 opstod en ny gren af birgittinersøstre i Rom ved den svenske konvertit Elisabeth Hesselblad (1870-1957), som har fået klostre i bl.a. Indien og Mexico.

Birgittinernes arkitektur var ligesom ordenens regel baseret på Birgittas åbenbaringer. Vigtigst for anlæggenes disposition var, at birgittinerklostrene skulle rumme både mænd og kvinder, som skulle benytte den samme kirke, men som aldrig direkte måtte mødes. Svarende til den traditionelle opdeling af kirken var nonnekonventets bygninger placeret på kirkens nordside, mens munkenes lå mod syd. Begge komplekser var forskudt mod vest, hvor skillemurene blev afbrudt af bl.a. et såkaldt talehus, der var opført med en langsgående skillevæg med huller, hvorigennem der kunne kommunikeres.

I stilmæssig henseende var flere forskrifter hentet i tidlig middelalderlig arkitektur, særlig i cistercienserordenens. Det gjaldt fx kravet om enkelhed, som overført til den foretrukne kirketype, hallekirken, gjorde birgittinerkirkerne til moderne, lyse prædikenrum. Eftersom nonnekonventet var klostrets vigtigste del, var nonnekoret anbragt i kirkens fornemste parti, østenden, mens munkekoret lå i vest.

Munkenes varetagelse af messen for lægfolket betød, at deres kor fungerede som egentligt højkor, hvilket arkitektonisk gav sig udslag i, at denne bygningsdel blev opført som en forholdsmæssigt smallere tilbygning. Munkekoret med kirkens højalter var endvidere hævet seks trin; på disse var der opstillet altre for de 12 apostle. Nonnernes kor lå i pulpiturhøjde over indgangsportalerne i østmuren, og ved et gangsystem i samme øvre plan stod det i forbindelse med både døren til nonnekonventets bygninger og munkekoret. Begge de to danske birgittinerkirker, Maribo (opført efter 1416) og Mariager (opført efter 1446), er i strid med Birgittas forskrifter bygget af tegl og med tårn.