Moldoviţa er et nonnekloster i provinsen regionen Moldavien i det nordøstlige Rumænien. Klostret er omgivet af en fæstningsmur med tre vagttårne. Klosterkirken er bemalet med kalkmalerier både ind- og udvendig og har stråtækt tag. Den blev ødelagt i begyndelsen af 1500-tallet og genopbygget i 1532; fra denne tid stammer formentlig også kalkmalerierne i senbyzantinsk stil. Mest berømt er det vældige billede på sydsiden, som angiveligt forestiller avarernes belejring af Konstantinopel i 626, men i virkeligheden viser den tyrkiske belejring af byen i 1453 med sultan Mehmed 2. Fatih, hans kanoner og turbanklædte styrker.