Fontevrault, moderkloster i kongregation af samme navn i den franske by Fontevrault-l'Abbaye 15 km fra Saumur; 1100 indb. (1990). Klosteret blev stiftet omkring 1100 af Robert af Arbrissel som dobbeltkloster for mænd og kvinder og ledet af abbedisser af adelig familie. Det blev stærkt begunstiget af konge- og fyrstehuse, og datterhuse oprettedes i Frankrig, England og Spanien, således at Fontevrault i 1149 talte omkring 5000 nonner. Under Den Franske Revolution plyndredes klosteret, og kongregationen opløstes. Bygningerne fungerede 1804-1963 som fængsel, men siden 1975 har de huset et kulturcenter. I kirken fra 1100-t. findes fyrstegrave for bl.a. slægten Plantagenet, deriblandt kongerne Henrik 2. og Richard 1. Løvehjerte.