Corbie, lat. Corbeia, nordfransk landsby 20 km øst for Amiens; 6300 indb. (1990). I Corbie ligger et benediktinerkloster, der blev grundlagt af den merovingiske dronning Balthilde 657-61 og havde sin blomstringstid i karolingertiden (800-t.). Det fik central betydning for hedningemissionen, bl.a. gennem grundlæggelsen i 822 af klostret Corvey i Sachsen. Ansgar var først munk i Corbie, siden i Corvey. Klostret, der havde en omfattende håndskriftsamling, blev nedlagt under Den Franske Revolution i 1792. Bygningerne blev ødelagt med undtagelse af kirken, der endnu står tilbage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.