Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Calatravaordenen

Oprindelig forfatter KVJ Seneste forfatter Redaktionen

Calatravaordenen, spansk gejstlig ridderorden, grundlagt 1158 og anerkendt af paven 1164; opkaldt efter byen Calatrava.

I kampen mod muslimerne opstod i 1100-t. religiøse ridderordener på Den Iberiske Halvø. De havde en vigtig militær opgave under generobringen af Spanien, reconquistaen, som var blevet indledt i 1060'erne, men først endeligt blev afsluttet i 1492. Desuden fik ordenerne ved deres kombination af religiøse og aristokratiske idealer indflydelse på højmiddelalderens ridderkultur og på forsøgene på at formulere en kristen etik for krigsførelse.

Calatravaordenen blev optaget blandt cistercienserne, og fra 1200-t. fik den selv tilsynsret med andre gejstlige ridderordener, bl.a. Alcántaraordenen og Avísordenen. I 1400-t. medførte ordenens rigdom indblanding fra de lokale fyrster, og klosterlivets disciplin blev ofte brudt; flere af ordensmestrene overholdt ikke cølibatet. I 1501 blev alle gejstlige ordener i Spanien administrativt underlagt kronen, og siden begyndelsen af 1800-t. har Calatravaordenen udelukkende været en militær fortjenstorden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen: Calatravaordenen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53523