• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Benediktinerreglen

Oprindelig forfatter JoePe Seneste forfatter Redaktionen

Benediktinerreglen, Benedikt fra Nursias klosterregel, der er blevet til i begyndelsen af 500-t. i klostret Montecassino syd for Rom. Benediktinerreglen integrerer traditionen fra de østlige munkefællesskaber og kirkefædre, men er ved sin ånd og ved sin foreskrevne livsform et nyt og særskilt stadium i munkevæsenets vesterlandske historie. Benediktinerreglen var ikke kun normativ inden for munkelivet, men sammen med Augustinerreglen var den i højeste grad med til at forme det middelalderlige Vesteuropas livs- og kulturidealer.

Som anvisning på vejen til Guds rige og som udtryk for kærligheden til Kristus fordrer reglen foruden de klassiske munkedyder — fattigdom, kyskhed og lydighed — munkens forbliven i sit kloster. I dettes fællesskab finder munken sin hovedopgave, at søge Gud og lovprise ham. Der hersker fuld social ligestilling i klostret, men det ledes af en livsvarigt valgt abbed, der enerådende træffer alle afgørelser. I alle vigtige anliggender vil han dog rådføre sig med brødrenes forsamling. Endnu stærkere end hans rettigheder understreges i Benediktinerreglen hans ansvar over for brødrene og over for Gud.

Reglen lægger stor vægt på pligten til praktisk arbejde, men munkenes egentlige opgave er dag og nat at opretholde tidebønnen, "Guds værk", den bestandige lovprisning, der frem for den private bøn skal være det centrale også i det personlige religiøse liv. Det benediktinske valgsprog ora et labora ('bed og arbejd') har således i Benediktinerreglen selv sit konkrete grundlag, men i tilslutning til denne dobbelte opgave gives der også som det tredje plads for "læsningen". Med sine detaljerede forskrifter for munkens daglige liv er Benediktinerreglen dog ikke at betragte som blot en husorden. Målet med de praktiske pligter er stadig at fremme gudsforholdet og det åndelige liv.

Annonce

Indtil 1100-t. var Benediktinerreglen så godt som enerådende i Vesteuropa, anvendt af bl.a. benediktinere, cisterciensere og cluniacensere, hvorefter bl.a. Augustinerreglen vandt frem.

Se også Benedikt fra Nursia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Pedersen: Benediktinerreglen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45687