Zhengyi, (kin. 'korrekt enhed'), centralt begreb i den religiøse daoisme. Det henviser til den oprindelige skabende enhed, hvoraf Universet tænkes at være opstået, og som ved at blive realiseret i et menneskes indre både bibringer udødelighed og gør det muligt at fremkalde (dvs. "skabe") det samlede panteon af guder og beskyttende ånder ud af sin egen krop. Den første Himmelske Mester, Zhang Daoling, grundede sin religiøse autoritet i "myndigheden i pagten med Den Korrekte Enhed", og hans lære blev betegnet zhengyitraditionen. Den rummede en række af de centrale elementer i den daoistiske liturgi, som stadig videreføres af daoistiske zhengyipræster, specielt i det sydlige Kina.