Yin og yang er principper i kinesisk kosmologi og filosofi. De repræsenterer det mørke og det lyse, nat og dag, kvinde og mand.

Oprindeligt angav yin en nordlig bakkeskråning, hvor solen ikke skinner, mens yang er sydsiden. Yin og Yang som filosofiske begreber kendes fra slutningen af 400-tallet f.v.t. i tekster som Yi Jing og Dao De Jing. Begreberne repræsenterer ikke en egentlig dualisme; der er tale om antagonistiske, men komplementære principper, som hver især indeholder kimen af sin modsætning som illustreret i 'Diagrammet af den Yderste Pol' (Taiji tu). Alt i verden anskues som en vekselvirkning mellem yin og yang.

Som klassifikationsprincipper er yin og yang ikke nødvendigvis absolutte størrelser; hvad der er yin i en given sammenhæng, kan være yang i en anden; fx i forholdet far-søn er faderen yang og sønnen yin, mens sønnen i et bror-søster-forhold er yang.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig