Lu, (kin. 'register'), teknisk term i den religiøse daoisme, indgår fx i kombinationen fulu 'talismanisk register', hvor det henviser til en liste over beskyttende guddomme, der hver er repræsenteret af en talisman, fu, og kan tilkaldes vha. denne. Enhver initieret daoist råder over et eller flere sådanne registre, ofte opfattet som 'indre registre' neilu, dvs. struktureringer af indre energier, som kan udsendes til kamp mod onde påvirkninger. Ordination til præsteskab betegnes ofte shoulu 'at modtage registre', og det henviser i den sammenhæng også til jinglu 'registre (som ledsager) hellige skrifter', dvs. beskyttende ånder, som våger over de tekster og håndbøger, der overdrages til den pågældende præst, og repræsenterer den virksomme kraft i dem.