li (kinesisk princip)

Li er et kinesisk princip.

Li betød oprindelig åretegningerne i et stykke jade, senere blev li til et metafysisk begreb, der angiver den ultimative struktur i universet og i den menneskelige natur. I de kinesiske tekster før Handynastiet optræder li temmelig sjælden, og her som oftest som en betegnelse for god orden. Men allerede hos den legalistiske tænker Hanfeizi (død 233 f.v.t.) får li en mere metafysisk betydning, idet li henviser til den kosmiske orden og strukturende proces i det enkelte menneske.

I Huayanbuddhismen i Tangdynastiet (618-907) og neokonfucianismen i Songdynastiet (960-1279) ses li som det helt centrale metafysiske begreb. Huayanbuddhismen skabte en metafysik, hvor li er den bagvedliggende absolutte virkelighed, der ved gennemtrængning af den tingslige verden af hændelser og fænomener udgør en samlet eksistens. I neokonfucianismen bliver li først helt centralt i neokonfucianismen med filosoffen Cheng Yi. Gennem inspiration fra Cheng Yi skabte den mest berømte og indflydelsesrige neokonfucianer, Zhu Xi, et system, hvor li skal forstås i en kombination med qi. Li er her det princip der giver en individuel ’ting’ dets struktur, hvor qi er det fundamentale ’stof’, der har form og synlighed, og som bliver organiseret og informeret af li.