Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kinesisk filosofi

Oprindelig forfatter BenNi Seneste forfatter Redaktionen

kinesisk filosofi, Kong Fuzi, som levede 551-479 f.Kr., regnes traditionelt for den første kinesiske filosof og grundlæggeren af den kongfuzianske skole (se kongfuzianisme).

De 100 Skoler

Perioden fra Kong Fuzi til Kinas samling i 221 f.Kr. kaldes De 100 Skoler. Der var i de fleste tilfælde ikke tale om skoler i egentlig forstand, men snarere om individer, som bekendte sig til forskellige filosofiske standpunkter. Disse tidlige kinesiske filosoffer søgte svar på en række spørgsmål, der blev affødt af deres kaotiske samtid, hvor skiftende alliancer af de facto selvstændige fyrstestater kæmpede om overherredømmet. De filosofiske problemstillinger koncentreredes om den menneskelige natur, om menneskenes forhold til hinanden, til staten og til naturen og om, hvordan krig kunne undgås. Et fællestræk var længslen tilbage til en gylden fortid, hvor verdensordenen var intakt. Tankens opdragende værdi og filosoffens, vismandens, rolle som forbillede betonedes stærkt. I modsætning til græsk og europæisk filosofi var tankens sandhedsværdi underordnet dens adfærdsmæssige konsekvenser. Kong Fuzi og de tidlige kongfuzianere opbyggede et etisk filosofisk system, der især betonede vigtigheden af at udfylde sin plads i samfundshierarkiet.

I skarp kontrast hertil stod moisterne, opkaldt efter den skoles grundlægger, Mo Zi fra 300-t. f.Kr., som i opposition til det hierarkiske samfund talte for et strengt utilitaristisk system med lige omsorg for alle. Moisterne, der som den eneste af de såkaldte skoler udgjorde en fast sammentømret gruppe organiseret efter militært mønster, forsvandt fuldstændig i slutningen af 200-t. f.Kr.

Annonce

Eftertiden har derfor især fremhævet daoismen, repræsenteret ved værkerne Zhuang Zi og Lao Zi, som alternativ til den statsorienterede kongfuzianisme. Selvom Zhuang Zi og Lao Zi regnes for daoistiske hovedværker, der placerer en natur i konstant forandring over det menneskeskabte, samfundet, er disse snarere udtryk for en bred vifte af individuelle alternativer til statsmandsskab, som det praktiseredes i 300- og 200-t. f.Kr. I Lao Zi lægges der vægt på tilværelsens enkelhed og regeringsudøvelse i overensstemmelse med dao, den evige ubeskrivelige enhed i og bag alt. Samtidig betones den traditionelt svage part i modsætningspar, fx vands evne til at forme en klippe. Zhuang Zi, som er et meget sammensat værk, søger at transcendere modsætningerne ved at hæve sig over distinktioner som fx rigtig og forkert. Ved at betone rigtigheden heraf fremkaldes imidlertid endnu en distinktion mellem rigtig og forkert. Samtidig reduceres enhver meningsudveksling ad absurdum vha. en ekstrem relativisme, som hævder, at enhver opfattelse eller dom kun er sand i en given sammenhæng.

I dialog med denne retning står Navneskolen, Ming Jia, som vha. sofismer og paradokser filosoferer over eksistens, relativitet, rum og tid samt om forholdet mellem en tings navn og dens funktion eller realitet; kun få af Navneskolens skrifter er bevaret.

Filosoffer, som i højere grad bekendte sig til en realpolitisk holdning til magtudøvelse, er kendt som legalisterne. Deres usentimentale syn på samtidens kaos og fortidens storhed gav dem indflydelse i fyrstehusene i 200-t. f.Kr. Her gjorde de sig til talsmænd for et velfungerende statsapparat, hvor straf og belønning skulle administreres i overensstemmelse med klare forskrifter.

Den tidlige kejsertid

Omkring 200-t. f.Kr. introduceredes yin og yang, det mørke og det lyse aspekt, og de fem faser eller elementer, træ, ild, jord, metal og vand, som klassifikatoriske principper i kinesisk filosofi. Oprindelsen er uvis, men i løbet af Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) udbyggedes et system, hvorefter alt kan klassificeres som hørende til yin eller yang samt til en af de fem faser. Denne tankegang mistede efterhånden sin betydning i etikken og den politiske filosofi, men har haft afgørende indflydelse på visse naturvidenskabelige discipliner, fx lægekunsten.

Med kejserdømmets grundlæggelse under Qin- og Handynastierne blev filosofien underordnet centralstaten, hvilket i nogen grad satte en stopper for den frie udveksling af idéer. De såkaldte kongfuzianske klassikere blev obligatorisk eksamenspensum for kommende embedsmænd, men den statsideologi, som gradvis formuleredes i de sidste århundreder f.Kr., var snarere udtryk for en eklekticisme, der samarbejdede elementer fra såvel kongfuzianismen som legalismen og visse daoistiske idéer med en kosmologi baseret på yin og yang og de fem faser. Denne filosofi, hvis hovedopgave det var at legitimere kejserens position som Himlens Søn, dvs. forbindelsen mellem kosmos og befolkningen, kaldes han-kongfuzianismen.

Neokongfuzianismen

Mødet med buddhismen fra omkring 100-t. e.Kr. satte en ny filosofisk dagsorden, som tvang de kongfuziansk skolede tænkere ud på metafysikkens overdrev. Således blev spørgsmålet om sjælens udødelighed et af de mest kontroversielle emner i den filosofiske debat i 300- og 400-t. Buddhismens voldsomme fremgang fremkaldte under Tangdynastiet (618-907) både politiske repressalier og reaktioner fra filosoffer, som bekendte sig til den kongfuzianske arv. Under påvirkning af buddhistisk filosofi, især den meditative skole chan (japansk zen), udvikledes i løbet af Songdynastiet (960-1279) en erkendelsesteoretisk kongfuzianisme, kendt som neo-kongfuzianismen. Kong Fuzis og de tidlige kongfuzianeres, specielt Meng Zis, tanker blev anbragt i en ny forståelsesramme med kosmologien fra det klassiske spådomsværk Yi Jing (Forvandlingernes Bog) som et bærende element.

Zhu Xi var i 1100-t. den neokongfuzianske filosof, som fik størst betydning for eftertiden, idet hans udlægning af kongfuzianismens centrale værker udgjorde pensum ved embedsmandseksamen fra 1313 til 1905. Med sin fortolkning af begreberne li 'princip' og qi 'materiel kraft' formulerede han som den første i kinesisk filosofi en dualisme.

Som reaktion på Zhu Xis rationalistiske filosofi opstod en idealistisk fløj, hvis vigtigste eksponent, Wang Yangming, betonede identiteten mellem princip og sind og fremhævede betydningen af viden baseret på intuition. Med den stigende vestlige indflydelse i 1700- og 1800-t. blev der gjort flere forsøg på at harmonisere neokongfuzianismen med forskellige vestlige idéer, fx i Kang Youweis visioner om enhedsstaten, hvor nationale grænser, sproglige barrierer, race- og kønsforskelle etc. er ophævet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Nielsen: kinesisk filosofi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106334