Xi Wangmu, (kin. 'den vestlige dronningemoder'), gudinde, som optræder i Zhuang Zi fra 300-t. f.Kr., og som mentes at residere i en paradisisk have på toppen af det mytiske bjerg Kunlun NV for Kina. I 1. årh. f.Kr. optrådte hun som øverste guddom i en folkelig frelsesreligion, og fremstillinger af hende var standardelementer i gravudsmykninger under hele Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.). De senere legender handler især om enkeltpersoner som fx kejsere eller praktiserende daoister, der søger at møde hende for at modtage frugter eller eliksirer, der bibringer udødelighed.