Platformsutraen, (kin. Liuzu tanjing), Den Sjette Patriarks Platformsutra, centralt værk i den kinesiske chanbuddhisme, forbundet med Huineng, Den Sjette Patriark. Teksten blev etableret omkring 780, og den ældste overleverede udgave er et manuskript fra Dunhuang, dateret til mellem 830 og 860. Bogen rummer dele af legenden om Huineng samt teksten til en række af hans prædikener. Disse er til en vis grad præget af hovedvægt på meditation og "pludselig oplysning", men i øvrigt ikke i særlig grad forbundet med den praksis og de organisationsformer, som siden blev karakteristiske for chanbuddhismen.