Jingtu, (kin. 'det rene land'), retning inden for mahayanabuddhismen. Jingtu blev indført i Kina i 200-300-t. via oversættelser af bl.a. Amitabha Sutra og siden udbygget til et fuldstændigt system af praksis og doktriner, især af munken Shandao (613-81). Den grundlæggende praksis er recitation af Amitabha Buddhas navn, evt. udbygget med visualisering og meditation. Jingtu bygger på håbet om frelse ikke ved egen indsats, men i kraft af Amitabhas uendelige barmhjertighed. Ved at påkalde denne i dødsøjeblikket kan den enkelte opnå at blive genfødt i hans paradisiske "vestlige himmel" og derved få lejlighed til at praktisere metoder til endelig oplysning. Jingtu har i kraft af sin enkelhed haft stor betydning i lægbuddhismen, fx inden for Hvide Lotus, Bailian, organisationer, der florerede fra omkring 1133. Se også Huiyuan.