Foguo Ji, (kin. 'Beretning om buddhistiske riger'), rejsebeskrivelse af den kinesiske munk Faxian, som 399-414 rejste fra Xi'an gennem Centralasiens livløse ørkner og bjergegne til Gandhara og Peshawar. Foguo Ji beskriver ligeledes Faxians uvejrsplagede sørejse hjem fra en havn i Gangesdeltaet via Ceylon og formodentlig Java til Shandong. Med sine livlige og præcise skildringer af landskaber, afgrøder og skikke, af ceremonier, legender og valfartssteder er bogen en vigtig kilde til viden om især Indiens tidlige geografiske, historiske og religiøse forhold.