Cheng Hao, 1032-1085, kinesisk nykongfuziansk filosof; bror til Cheng Yi. Brødrene havde afgørende indflydelse på nykongfuzianismens udvikling. Selvom de delte mange filosofiske præmisser, udviklede de disse i forskellige retninger, så en idealistisk fløj baserede sig på Cheng Hao, mens den rationelle skole anført af Zhu Xi baserede sig på Cheng Yi. De var fælles om vigtigheden af begrebet li, princip, også kaldet tianli, det himmelske princip, som den afgørende fysiske og moralske betingelse for universets og menneskets eksistens. Denne universelle skabelseskraft, som er identisk med naturen, bevidstheden og den universelle orden, opleves umiddelbart af mystikeren Cheng Hao, mens Cheng Yi støtter sig til rationalistiske undersøgelser.