Oprindelig refererer ordet til en "tradition", modtaget eller overleveret, siden til en esoterisk overlevering. Populært bruges ordet til at betegne jødisk mystisk litteratur og spekulation fra talmudisk tid til i dag, fagligt refererer det til en esoterisk lære, der først manifesterer sig blandt jødiske intellektuelle inden for det kristne Europa i 1200-t.

Forhistorie. De tidligste spor af jødisk mystik findes i spredte, gådefulde esoteriske udsagn i hellenistisk jødisk litteratur samt i rabbinernes kosmiske spekulationer. Fra 100-t. f.Kr. optræder der ifølge den nyeste forskning to typer af mystisk oplevelse. Den moderate form er en teosofisk spekulation, der ved åndelig koncentration fører mystikeren gennem indviede torahstudier til den evige Urtorahs hemmeligheder, hvorved han bliver i stand til at påvirke Gud selv. Den anden intensive form stræber efter ekstatisk realisering af det mystiske gennem meditative teknikker, fx magiske ord og fremsigelse af hymner og Guds navne. I den tidlige middelalder systematiseredes forståelsen af Gud og skabelsen i mystiske fortolkninger af skabelsesberetningen i 1. Mosebog, kendt som ma'aseh bereshit, og i merkavahmystikken — en vision af den himmelske vogn, merkavah, som er Guds trone og beskrives i Ezekiels Bog, kap. 1. Litterært samles merkavahmystikken i Hekhalot (De himmelske haller). Disse tekster nåede Tyskland omkring 1100-t., og her udvikledes den esoteriske lære yderligere.

Den klassiske kabbala. I 1100-1300-t. trivedes kabbala først og fremmest i Sydfrankrig og i Spanien. Kabbalisterne var tilhængere af den teosofiske lære og opfattede ikke guddommen som en enhed, men som en struktureret organisme, der udfolder potenser, kræfter og æoner. Det ses fx i Sefer Habahir (1150-1200, Bogen om det stærkt lysende) og Zohar (ca. 1275-86, Bogen om den himmelske stråleglans), kabbalaens hovedværk og de jødiske mystikeres bibel. Zohar tilskrives en kreds af mystikere, der var samlet omkring Moshe ben Shemtov de León (ca. 1240-1305). Bogen skelner mellem Guds skjulte aspekt, Ein Sof 'det uendelige, ubegrænsede', uopnåeligt for menneskelig tanke og forestilling, og Guds åbenbarede aspekt, emanationerne, udtrykt i antropomorf form som de ti sfirot-attributter eller guddommelige kræfter. I Guds åbenbarede aspekt virker en dynamik, frembragt af behovet for at hele den disharmoni, der er en følge af Adams synd, og som forårsagede, at attributterne blev spaltet i maskuline og feminine funktioner. Formålet med den menneskelige eksistens er at læge denne spaltning og på ny skabe forening ved at udføre mitzvot, dvs. 'de religiøse bud'. Oftest fremstilles sfirot-systemet symbolsk i skikkelse af en mand eller et træ.

Den intense, dvs. ekstatiske eller profetiske, mystiske oplevelse repræsenteres i samme tidsrum af Avraham Abulafia fra Saragossa (d. efter 1291). Formålet her er at bringe udøveren i en "profetisk tilstand". Abulafia gav den kabbalistiske bevægelse et profetisk-messiansk anstrøg, der først siden hen kom til fuld udfoldelse.

Blomstring. I 1300-1600-t. opnåede bevægelsen en sådan styrke, at den viden, der førhen var elitær og esoterisk, blev udbredt gennem manuskripter, antologier og trykte værker. Som reaktion på jødernes fordrivelse fra Spanien i 1492 antog kabbala mere og mere messianske træk og kom til at omfatte eskatologiske spekulationer.

I 1500-t. opstod der i Safed i Galilæa åndelige fællesskaber, hvor det religiøse liv fik ekstrem vitalitet og livskraft, og et nyt centrum for kabbala blev skabt. Her virkede Josef Karo, mystiker og talmudlærd, og Moses Cordovero (1522-70), den spanske kabbalas store teoretiker og den største filosof blandt de jødiske mystikere, samt den usædvanlige personlighed Isak Luria, kaldet "den hellige løve", hvis betydning for jødisk mystik er på højde med Moshe de Leóns. Lurias spekulative lære om Gud, verdens skabelse, det ondes oprindelse, kosmos' afslutning og forløsning, udformet i begreber som tzimtzum 'kontraktion, Guds selvbegrænsning', shvirat hakelim 'karrenes sønderbrydning', dvs. de guddommelige emanationskar, og tikkun 'genoprettelse, retablering', i hvilken hele det jødiske folk tildeles den messianske opgave at genoprette kosmos, får umådelig indflydelse. Lurias meditationssystem er uhyre indviklet og forbundet med myten om eksil og forløsning. Målet er at befri de guddommelige "gnister", der ved skabelsen spredtes ud over verden, fra deres forurenede tilstand i eksilet og kontemplativt løfte dem op til det guddommelige udspring, dvs. at kosmos' fragmenterede dele skal genetableres i oprindelig harmoni og enhed.

Med foreningen af mystik og messiansk tankegang bliver Lurias kabbala en krudttønde. I en spændt messiansk atmosfære udråbes Shabtai Zvi et århundrede senere i Palæstina til Messias af profeten Natan fra Gaza. Shabtai Zvi erklærede, at 1666 ville være forløsningens år. Imidlertid blev han samme år fængslet, da han var på vej til Konstantinopel i den overbevisning, at han skulle modtage sultanens krone, og han fik valget mellem at konvertere til islam eller blive henrettet. Uvillig til at lide martyrdøden forkastede han jødedommen. For de jødiske menigheder verden over blev følgen splittelse. En del tilhængere nægtede at tro på, at han havde fejlet, og de vedblev trofast at nære tillid til hans messianske mission.

Den kendteste shabtainistiske gruppe opstod omkring den polske jøde Jacob Frank. Påvirket af de tyrkiske shabtainister udråbte han sig til Shabtai Zvis åndelige arvtager og reinkarnation. Han blev i 1700-t. den centrale skikkelse for størstedelen af de polske shabtainister. Forfulgt af rabbinerne konverterede han sammen med de fleste af sine tilhængere til katolicismen.

Efterspil. For mange jøder var kabbalismens krise nu definitiv, dens lære var miskrediteret, og dens skæbne som åndelig kraft beseglet. Det, der var tilbage af kabbalistisk fromhed, koncentreredes i den østeuropæiske hasidisme, som blev grundlagt af Israel ben Eliezer (1700-60) med tilnavnet Baal Shem Tov.

Vigtig i 1900-t. var den religiøse zionist og mystiker Avraham Jitzhak Kook (1865-1935). Det centrale tema i Kooks værker er forløsning. Han var imponeret over de unge jødiske verdslige pionerer og mente, at de ved at opbygge et jødisk nationalt hjem hjalp den guddommelige plan. Med støtte i kabbalaen fastholdt Kook, at der ikke er nogen virkelig adskillelse mellem det religiøse og det verdslige.

En kombination af New Age-tænkning og kabbalah blev populariseret af den amerikanske rabbi Philip Berg (1927/29-2013) og hans verdensomspændende organisation Kabbalah Centre, hvis hovedcenter er beliggende i Los Angeles. Kabbalah Centre henvender sig i høj grad til ikke-jøder og fik stor opmærksomhed takket være adskillige Hollywood-berømtheders interesse for læren. I mere traditionelt orienterede kredse er Bergs lære dog stærkt kontroversiel.

Læs mere om jødedommen.

Jødiske fester.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig