Yasukuni er en meget omstridt shinto-helligdom i Tokyo med forbindelser til militære højreorienterede kredse i Japan, hvor ånder (irei) for faldne japanske soldater, lige siden Meiji-tiden, pacificeres og æres.
Faktaboks
- Etymologi
-
Yasukuni er japansk for 'det fredelige land'.
Det har fremkaldt gentagne protester i ind- og udland, især i Kina, Nord- og Sydkorea, at også henrettede krigsforbrydere fra 2. Verdenskrig æres i Yasukuni. Størst furore vakte det, da "klasse A"-krigsforbryderen, ekspremierminister Hideki Tojo (1884-1948) blev offentligt kendt som værende på listen over de ærede afdøde i 1979. Daværende kejser Hirohito aflagde for sidste gang besøg i 1975 og ingen kejser siden, men flere premierministre, blandt andet Jun'ichiro Koizumi og Shinzo Abe, aflagde såkaldte private besøg siden. Det til Yasukuni tilstødende krigsmuseum, Yushukan, er ligeledes et mål for kritik af japansk ultranationalisme.
Det skal tilføjes, at den nærliggende Chidorigafuchi nationale kirkegård opbevarer asken fra over 350.000 uidentificerede japanske soldater, en kirkegård totalt uden religiøse symboler.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.