Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Japan (Religioner)

Oprindelig forfatter EAnd Seneste forfatter Redaktionen

Japans vigtigste religioner har ifølge statistikkerne (1994) følgende tal for tilhængere: shinto 117,4 mio., buddhisme 89,8 mio., kristendom 1,5 mio. og andre 11,1 mio. I forhold til landets samlede indbyggertal (ca. 125 mio.) viser dette, at de fleste japanere er både shintotilhængere og buddhister. Det fremgår ofte ved den rituelle side af religionerne; fx foregår ceremonierne ved fødsel og bryllup ved shintohelligdomme, mens begravelser foretages fra buddhistiske templer. Når det drejer sig om personlige trosforhold, gælder det dog, at kun 1/3 betragter sig som religiøse. Især efter 2. Verdenskrig har sekulariseringen taget fart. Fælles for japanske religioner er forfædredyrkelsen, samhørigheden mellem natur og mennesker, renhedsforskrifterne og forestillingen om de troendes belønning i denne verden.

Shinto

Shinto er landets oprindelige religion; den kan følges 2000 år tilbage, hvor den udtryktes gennem frugtbarhedskult, naturtilbedelse og forfædredyrkelse. Tidlig shinto havde mange lighedspunkter med ainuernes religion. Shinto organiseredes først som religion med de hellige skrifter Kojiki og Nihongi, efter at buddhismen var kommet fra Asiens fastland, og i lange perioder lå den under for andre religioner. Stærkest har den stået hos den risdyrkende landbefolkning, idet den største gud (kami) er solgudinden Amaterasu, men også fiskere har dyrket shintoguder, fx i Izumo. Først i 1800-t., da Japan åbnedes for vestlig indflydelse, søgte sine egne rødder og betonede kejserens guddommelighed, fejedes buddhismen til side, og shinto indførtes som statsreligion. Mange tempelanlæg blev delt i shintohelligdomme og buddhisttempler.

Indtil 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 holdt shinto sig som den dominerende religion; da blev statsshinto gjort ulovlig, og kejseren frasagde sig sin guddommelighed. I dag har Japan en grundlovssikret religionsfrihed, og shinto gives de samme rettigheder som andre religioner, men der har været rejst tvivl om den reelle adskillelse af shinto og den japanske stat; senest debatteredes forholdet ved kejser Akihitos kroning i 1990 (se daijosai).

Annonce

Buddhisme

Buddhismen kom i 500-t. fra Indien via Kina og Korea til Japan, hovedsagelig i form af mahayana-buddhisme. Buddhismens indførelse sættes normalt til 552, men trods forskellige kejseres storstilede forsøg på at gøre buddhismen til en statsreligion, lykkedes det ikke de første retninger af buddhismen at blive folkelige. Prins Shotoku gjorde i sine 17 punkter (principper for en japansk grundlov) fra 604 buddhismen til statsreligion, dog stærkt opblandet med kongfuzianisme.

I Naraperioden (710-794) fandtes seks forskellige retninger, men en egentlig udvikling af buddhismen på japansk grund skete først i de to næste perioder, Heian (794-1185) og Kamakura (1185-1333). I Heiantiden vandt nye retninger fra Kina indpas i form af tendaibuddhisme og shingonbuddhisme. Endnu var buddhismen ikke folkelig, idet tendaimunkene på Hieibjerget uden for Kyoto og shingonmunkene på Koyabjerget syd for Osaka dominerede. Hieibjerget anses for japansk buddhismes arnested, da Kamakura-periodens religiøse fornyere alle uddannedes inden for den brede tendaibuddhisme.

Buddhismen blev først udbredt til hele folket i Kamakura-perioden, hvor de fem store religiøse fornyere levede: Honen (1133-1212) og Shinran (1173-1263) inden for amidabuddhismen, Eisai (1141-1215) og Dogen (1200-53) inden for zenbuddhismen og Nichiren (1222-82), hvis retning kort og godt kaldes nichirenbuddhisme. Retningerne opnåede så stor verdslig magt, at de udgjorde en trussel mod øvrigheden. I Muromachi-Monoyama-perioderne (1333-1603) var Japans historie præget af borgerkrig, og især shinbuddhismen, en retning under amidabuddhismen grundlagt af Shinran, viste sin indflydelse i flere bondeopstande. Zenbuddhismen fik en mere elitær position; den blev samuraiklassens foretrukne religion og dermed i perioder statsreligion, fx Rinzai-zen i Muromachi-perioden.

I perioden frem til begyndelsen af Tokugawa-shogunatet (1603-1868) blev buddhismens magt brudt af shogunerne Nobunaga, Hideyoshi og Ieyasu. Nobunaga nedbrændte i 1571 Hieibjergets templer og indtog i 1580 shinbuddhismens højborg, Ishiyama Honganji, oprindelsen til Osaka. Kristendommen var kommet til Japan i 1549, og efter først at have nydt velvilje hos lokale fyrster forbød Hideyoshi den for første gang i 1587, uden at forbudet dog blev håndhævet; Ieyasu fornyede det i 1614. For grundigt at komme kristendommen til livs indførtes dankasystemet, som betød, at alle familier i Japan skulle registreres som hørende til et buddhistisk tempel. Tilhørsforholdet skulle bekræftes én gang årligt og gjorde i realiteten buddhismen til statens håndlanger. Ikke blot var der tale om religionstvang og en måde at holde folketælling på, men buddhistpræsterne registrerede alle fødsler, dødsfald, ægteskaber, rejser og ændringer i bopæl og beskæftigelse. Tilsyneladende fik buddhismen stor magt, men den blev i nogen grad lagt for had af befolkningen og forstenede derved i sin udvikling. Statens bærende ideologi blev nykongfuzianismen, men reaktionen herpå blev en gryende shintorenæssance i 1700-t.s slutning som en optakt til shintos genopblomstring i Meijitiden (1868-1912). I midten af 1800-t. stod buddhismen derfor meget svækket. Nye reformatorer i 1900-t.s begyndelse og oprettelsen af større lægmandsbevægelser inden for de buddhistiske retninger efter 2. Verdenskrig bremsede i nogen grad buddhismens tilbagegang.

Kongfuzianisme

Kongfuzianismen kom til Japan med den store kulturelle påvirkning fra Kina i 500-t. Den har betydet meget for japansk etik, men en egentlig kongfuziansk kult har der ikke været tale om. Hyppigst har kongfuzianismen fungeret i alliance med religiøse retninger, således med zenbuddhismen i bushido, samuraiklassens moralkodeks, og med shinto i den moderne udgave af statsshinto 1890-1945. Dens vigtigste periode var Tokugawa-tiden, da den var statens ideologi, og der fandtes et system af kongfuzianske lærdomscentre, seido, til uddannelse af den lokale og centrale embedsstand.

I undervisningsvæsenet har kongfuzianismen spillet en meget stor rolle. Den nationalistiske moralundervisning i 1930'erne, shushin, var stærkt præget af kongfuzianismen. Vore dages undervisning i etik, dotoku, viser rester af kongfuziansk indflydelse. Først efter 2. Verdenskrig er vestlig moral for alvor blevet udbredt.

Daoisme

Religiøs daoisme er endnu en kinesisk kulturtradition, der kom til Japan i 500-t. Der blev oprettet et "Yin-yang-ministerium" (Onyo-ryo) for at tage sig af daoismens metafysik på statsniveau, dvs. udlægning af lykkelige og ulykkelige dage o.l. Denne viden blev med tiden indarbejdet i shinto og ligger fx bag de jordrenselsesceremonier (jichinsai), som shintopræster foretager, før bygningen af nye huse påbegyndes.

Kristendommen

har tre gange påbegyndt storstilet mission i Japan: I det "kristne århundrede" begyndende med jesuitternes ankomst til Japan i 1549, i Meijitiden og efter 2. Verdenskrig. Det første forsøg havde størst succes, idet man regner med, at 300.000 japanere i løbet af 60 år blev kristne, ca. 2% af landets befolkning. Da der opstod rygter om, at europæiske magter ville underlægge sig Japan, vendte shogunerne sig imod kristendommen, som de proklamerede som en fare for landets sikkerhed. Fra 1600-t.s midte til 1853 valgte Japan at isolere sig fra omverdenen, idet kun en hollandsk handelsstation på den kunstige ø Deshima i Nagasaki havde tilladelse til at handle med Europa og Amerika.

Forbudet mod kristendommen opretholdtes helt til 1873, da amerikansk og europæisk pres fik regeringen til at ophæve det. Forinden havde en gruppe "skjulte kristne" i 1865 givet sig til kende i Nagasaki, og deportationer af gruppens medlemmer var med til at øge presset på regeringen. I den efterfølgende tid omvendte mange, hovedsagelig veluddannede, sig til kristendommen, men omkring 1890 blev shinto defineret som Japans åndelige grundlag, og Japan indtog en mere fjendtlig holdning til påvirkninger fra Vesten. De kristne menigheder, der dannedes, kom på japanske hænder, efterhånden som missionærerne ophørte med deres arbejde. Blandt de japanske kristne med stor indflydelse var Uchimura Kanzo, som grundlagde en japaniseret form for kristendom uden behov for kirker.

Efter 2. Verdenskrig fulgte 1945-51 et "Christian boom". Udenlandske kirker, især amerikanske, sendte massiv materiel hjælp til det fattige Japan; men efter besættelsens ophør i 1952 genvandt buddhismen og shinto i nogen grad deres indflydelse, og kirkernes missionsarbejde blev gradvis omlagt til dialogarbejde med buddhisme og shinto. I vore dage er under 1% japanere kristne, men kristendommen har sat sig stærke spor i undervisningssystemet, fagbevægelser og social lovgivning.

Nye religioner

(shinshukyo) omfatter en række religioner helt tilbage til begyndelsen af 1800-t. De kaldes "nye", da de står i opposition til retninger inden for de etablerede religioner og ofte blander disse. De ældste, som udspringer af den sene Tokugawa-tids sociale uro, er bl.a. Tenri-kyo og Konko-kyo, påvirket af shinto. I Meijitiden kom bl.a. Ontake-kyo, en religion præget af Shugendo, Itto-en og Omoto-kyo til. Den sidstnævnte messianske religion blev i 1930'erne udgangspunkt for en ny række religioner, bl.a. Seichono-ie, som hævder, at alle religioner er én og den samme. Tiden frem til 2. Verdenskrig var rig på nye religioner, selvom statens forfølgelse af mange af dem var stærk: Reiyukai, en buddhistisk religion med stærk vægt på forfædredyrkelse, Perfect Liberty Kyodan (PL), kendetegnet bl.a. ved troshelbredelse, Gedatsukai med baggrund i shingonbuddhismen og shugendo, Soka Gakkai inden for nichirenbuddhismen og Rissho Kosei Kai, byggende på Lotussutraen. Af disse var Soka Gakkai langt den mest gennemslagskraftige efter 2. Verdenskrig.

Med religionsfriheden har antallet af nye religioner nået nye højder siden 1945. Blandt andre kan nævnes Tensho Kotai Jingu-kyo, "danse-religionen", stiftet af Kitamura Sayo (1900-67), en kvinde med rødder i den shamanistiske tradition i Japan. Mange af de nye religioner har i øvrigt kvindelige grundlæggere.

I 1970-80'erne kom endnu en bølge, kaldet "nye" nye religioner (shinshinshukyo), bl.a. Mahikari, der er shintopræget, og Agonshu, der er præget af shingonbuddhismen. Endelig skal nævnes Aum Shinrikyo, en eskatologisk bevægelse blandet af hinduisme og buddhisme, grundlagt af Shoko Asahara. I 1995 udførte Aum en meget omtalt religiøs-terroristisk handling, et giftgasangreb på en undergrundsstation i Tokyo. Aum Shinrikyos handlinger har udløst en offentlig debat om kontrollen med de nye religioner og dermed om den grundlovssikrede religionsfrihed samt tanker om bedre oplysning til ungdommen om de nye religioners virkemåder.

Læs mere om Japan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esben Andreasen: Japan (Religioner) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100717