Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Japan (Kultur og livsstil)

Oprindelig forfatter FSte Seneste forfatter Redaktionen

Den indledende sætning i Japans første "konstitution", prins Shotokus 17 punkter fra 604, lyder: "Wa bør tilstræbes, og politisk kævl undgås". Wa betyder harmoni, konsensus, samtykke, enighed. De 17 punkter stammer fra den periode, hvor kinesisk-koreansk kultur fik omfattende betydning for Japan. Man har sagt, at japansk kultur er blandet af fire kilder: Den japanske religion, shinto, med opfattelsen af de hellige kræfter i alt, bl.a. i den skønne natur, er indgået i optagetheden af æstetik; buddhismen, formidlet fra Kina og Korea, giver en metafysisk dimension; fra Kina kommer også kongfuzianismen, der giver en hierarkisk struktur med loyalitet som et dominerende træk; endelig har i nyeste tid europæisk og amerikansk indflydelse, herunder kristendommen, tilført optagethed af materialisme, teknik og sociale forhold.

Harmoniforestillingen hænger sammen med japanernes opfattelse af sig selv som et homogent, "rent" folk. I Tokugawa-perioden var folket inddelt i fire stænder, men i dag opfatter langt hovedparten sig som tilhørende middelklassen. Marginalisering har fundet sted og eksisterer stadig, bl.a. af befolkningsgruppen ainu og de ca. 700.000 koreanere, som er efterkommere af delvist tvangsforflyttede folk fra annekteringen af Korea (1910-45), samt burakumin, ca. 2 mio., der traditionelt er opfattet som en slags kasteløse, ikke mindst fordi deres arbejde som slagtere, skindarbejdere og gravere blev tolket som urent og tabubelagt pga. direkte omgang med blod og død. Siden 1970'erne har bevidstheden om diskrimineringen af disse tre minoriteter ført til protestbevægelser og solidaritetsarbejde.

Trods mødet med europæisk individualisme i 1800-t. og 1900-t. er japansk kultur stadig kollektivistisk og rummer stærke vertikale bånd. Det enkelte individ eksisterer i fællesskaber, i familien, i (lands)byen, på arbejdspladsen og i staten. Den ofte livslange tilknytning til en arbejdsplads, fx en fabrik, skyldes et far-søn-lignende forhold mellem arbejdsgiver (oyabun) og arbejdstager (kobun). Denne nutidige relation har et kongfuziansk mønster, der stammer helt fra feudaltiden: Man er sammenknyttet i et hierarkisk forhold af loyalitet og ydelse/modydelse, gave/gengave (on/ho-on). De klassiske kongfuzianske dyder gælder stadig som samfundsetik: Du skal arbejde hårdt, adlyde, være ærlig.

Annonce

Japan er efter 2. Verdenskrig blevet et demokratisk, stort set velfungerende samfund efter vestligt mønster. Men wa-forestillingen ligger egentlig ganske langt fra demokratiforestillingen, fordi dens konsensus bygger på underdanighed og hierarki. Høfligheden ses bl.a. i den måde, hvorpå man med buk af forskellige grader hilser på hinanden, og i de hårfine forskelle i tiltaleformer.

Den japanske livsform er desuden udpræget æstetisk, ceremoniel og stiliseret. Der skabes skønhed i de mindste detaljer. Æstetikken er primært en sammensmeltning af modsatte former og giver sig udtryk i fx teceremoni (chado, se te), madlavning i det hele taget, sport (se fx aikido, budo, sumo), klædedragt (se kimono), havestil (se bonsai), skriftens tuschtegn, papirfoldning (origami), blomsterarrangementer (ikebana) og naturligvis i de "egentlige" kunstarter og religiøse handlinger. Kunstnerisk-æstetisk stilisering er en livsstil.

Læs mere om Japan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Japan (Kultur og livsstil) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100714