Den jødiske synagoge i Krystalgade, København
Af //Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

I 1800- og 1900-tallet bragte mange jødiske menigheder nærmere ligeberettigelse med det øvrige samfund. I takt med at ghettoens mure mange steder blev brudt ned, påvirkede den øgede kontakt med omverdenen og med andre landes kultur tankegangen hos mange jøder.

Nye retninger inden for jødedommen

Emancipationen betød også, at mange jøder følte sig fristet til i højere grad at efterligne de former for religiøse traditioner, som de så praktiseret i kristendommen. Der opstod nye retninger, der skulle bevise, at jøderne levede op til de nye rettigheder som borgere i deres forskellige hjemlande. Det var især i Tyskland, at reformbevægelsen vandt terræn med gudstjenester, der havde orgelmusik, og hvor kvinder fik en større grad af ligeberettigelse. Man brugte mindre hebraisk og mere tysk, læsningen af Torahen blev forkortet, og henvisninger i liturgien til Zion og Jerusalem blev nogle steder strøget.

Reformbevægelsen i USA

I 1900-tallet rykkede reformbevægelsens centrum til USA, hvor man fik kvindelige rabbinere og kantorer, og hvor man i de mest radikale former holdt ugens gudstjeneste om søndagen i stedet for om lørdagen og afskaffede reglen om at bruge hovedbeklædning i synagogen, ligesom andre ritualer, fx spiseregler, blev tilsidesat. Efter staten Israels tilblivelse kom Jerusalem tilbage til de liturgiske tekster, og den progressive jødedom sluttede sig til zionismen.

Mange jøder følte, at reformerne gik for vidt, og i USA opstod den konservative jødedom, der langt hen ad vejen ønskede at bevare traditionerne, men alligevel søgte en modernisering mht. kvindens stilling og mht. spørgsmål som forbudet mod at køre på helligdage. Ligesom reformrabbinerne lagde man hovedvægten på de etiske regler.

Den ortodokse jødedom

Ortodoksien tog kraftigt afstand fra disse nye retninger og holdt fast ved lovens uforanderlighed og Torahens guddommelige oprindelse. Visse dele af den ortodokse jødedom foretrak at isolere sig fra tilhængere af de andre retninger og også fra zionismen, mens andre ortodokse gik ind i den zionistiske bevægelse og bevarede samarbejdet med de ikke-ortodokse jøder på områder, der ikke havde direkte berøring med forståelsen og fortolkningen af den rabbinske lovgivning.

Kontakten med omverdenen kunne medføre en så stærk assimilation, at det jødiske trosgrundlag blev opgivet, men den jødiske identitet blev bevaret som en kulturarv, båret oppe af en stærk følelse af skæbnefællesskab.

Jødedommen i Danmark

Jøderne etablerede sig i Danmark i 1600-tallet. I en forordning fra 1651 advarer Frederik 3. jøderne imod at færdes i riget uden lejdebrev. Senere inviterede han jøder til at bo i Fredericia, hvor de i 1682 af Christian 5. fik tilladelse til at bygge en synagoge.

I København fik Israel David (d. 1695) og Meier Goldschmidt (d. 1736) den 16. december 1684 kongens tilladelse til at holde gudstjeneste. I 1694 erhvervedes jord til en begravelsesplads i Møllegade i København, hvor Abraham Salomon (d. 1700) i 1687 var blevet ansat som rabbiner. Der opstod jødiske menigheder i adskillige provinsbyer, hvoraf Randers og Aalborg var de største efter Fredericia.

Københavns første synagoge

I 1766 fik København sin første synagoge. Den brændte i 1795, og i 1833 opførtes synagogen i Krystalgade. Inden da havde Anordningen af 29. marts 1814 givet den jødiske menighed anerkendelse som ligeberettiget med kirken og overrabbineren myndighed til at føre ministerialprotokol og foretage vielser med borgerlig gyldighed.

I den første tid var mange af de danske jøder sefardiske, men snart blev de ashkenaziske jøder dominerende. En del af dem var reformvenlige, og der opstod strid mellem dem og de mere ortodokse.

Overrabbinere i Danmark

I 1829 blev Abraham Alexander Wolff overrabbiner, et embede, han varetog i 62 år, og det var i høj grad hans fortjeneste, at menigheden kunne samles under ét tag til en ortodoks gudstjeneste, hvis æstetiske niveau kunne tilfredsstille de mere liberale kredse. Han blev efterfulgt af David Simonsen, der blev internationalt kendt som filantrop og bogsamler. Hans enorme privatbibliotek overgik til Det Kgl. Bibliotek som en selvstændig judaistisk samling.

Under overrabbinerne Max Friediger, Marcus Melchior og Bent Melchior er princippet om en enhedsmenighed fortsat trods nogen modstand især blandt de stærkere ortodokse. Herunder ses en liste over overrabbinerne, der har virket i Danmark:

  • Abraham Wolff 1828-1891
  • David Simonsen 1892-1902
  • Tobias Lewenstein 1903-1910
  • Max Schornstein 1910-1919
  • David Simonsen1919-1920
  • Max Friediger 1920-1947
  • Marcus Melchior 1947-1969
  • Bent Melchior 1970-1996
  • Bent Lexner 1996-2014
  • Jair Melchior 2014-

Machzike Hadat

I Ole Suhrs Gade i København findes en synagoge tilhørende den gruppe inden for ortodoks jødedom, som kalder sig Machzike Hadat, troens opretholdere. Medlemmerne er hovedsagelig af østeuropæisk afstamning.

Den jødiske menigheds sammensætning

Den jødiske menigheds sammensætning har ændret sig væsentligt i kraft af især en stor indvandring fra Østeuropa i de ti år forud for 1. Verdenskrig. Der kom en mindre gruppe fra Tyskland i 1930'erne, og i årene omkring 1970 kom der yderligere en gruppe jødiske flygtninge fra Polen. Menigheden rummer også en del medlemmer, der er kommet fra Israel. Til gengæld har assimilation og udvandring betydet en stor nedgang i antallet af jøder i Danmark, der aldrig har oversteget 10.000 personer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig