Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

synagoge

Oprindelig forfatter MG-J Seneste forfatter Redaktionen

synagoge, dels den jødiske menighed, som samles til gudstjeneste, studier o.a., dels selve det hus, hvori menigheden samles. Synagogen har formentlig rødder tilbage til gudstjenesterne i det babyloniske eksil. Med ødelæggelsen af Templet i Jerusalem i 70 e.Kr. overførtes en del af tempelsymbolikken, men ikke funktionen til synagogen, såvel indholdsmæssigt som arkitektonisk. Til forskel fra tempelkulten er synagogens gudstjeneste ud over bøn karakteriseret ved læsning og udlægning af Torah (Mosebøgerne) og Neviim (Profeterne); se også jødedom (den jødiske gudstjeneste).

Ordet synagoge kommer af græsk 'forsamling, møde', af syn- og afledning af agein 'føre'.

Bygningshistorie

Før 500-t. havde synagogerne i Middelhavsområdet ofte basilikal form med indgang i den ene kortside og i den anden, vendt mod Jerusalem, en niche til Torahrullerne. Gulvet var forbeholdt mændene, galleriet eller et særligt aflukke kvinderne; dette gælder stadig i ortodokse synagoger. Ligesom nu foregik oplæsning af Torah oftest fra bimahen, en forhøjning midt i rummet.

Den generelle grundform er stort set bibeholdt over hele verden, men den arkitektoniske udsmykning har ændret sig efterhånden og har ofte været præget af lokal byggestil. En af de ældste kendte synagoger er fundet på Masada i Israel (1. årh. e.Kr.). En meget velbevaret synagoge, rigt dekoreret med vægmalerier, fra midten af 200-t. e.Kr., er udgravet i Dura Europos i det sydøstlige Syrien.

Annonce

Middelalderens centraleuropæiske synagoge kunne have søjler midt i rummet, men var ellers uden udsmykning i modsætning til de mere ornamenterede sydeuropæiske synagoger. Renæssancens italienske synagoge og barokkens og rokokoens franske blev ofte smykket med rige, florale udskæringer og forgyldning i interiøret, mens det omgivende samfund kun accepterede et anonymt eksteriør. Amsterdams bevarede sefardiske synagoge (1675) fremviser dog i eksteriøret træk fra tidens rekonstruktioner af Templet i Jerusalem. Ved siden af de store synagoger opstod overalt mindre, lokale synagoger. I Østeuropa, ikke mindst i de mange shtetler, byggedes imponerende træsynagoger, der dominerede byernes enkle træhuse. Flere af dem blev bygget som fæstninger.

Med 1800-t.s emancipation kom der for alvor gang i synagogebyggeriet. Klassicismens basilikale synagoge fik ligesom kirkerne ofte form som antikkens templer, idet man nu tolererede et mindre anonymt udseende. Derefter kom en række egyptiskinspirerede synagoger, bl.a. den københavnske (1833), og siden mange i maurisk stil (fx Sankt Petersborg, Prag og Stockholm). I Tyskland opførtes adskillige rigt udstyrede synagoger i romansk stil, som næsten alle ødelagdes før og under 2. Verdenskrig; mange af dem blev siden erstattet af nye, stærkt individuelle bygninger. 1900-t.s øvrige europæiske synagogebyggeri var præget af stor anonymitet, og ofte forkynder kun davidsstjernen den jødiske tilknytning.

USA har fulgt tendenserne fra Europa; dog er der i 1900-t. bygget en række arkitektonisk markante synagoger, fx Erich Mendelsohns kubeformede i Cleveland, Ohio (1948) og Frank Lloyd Wrights skulpturelle i Pennsylvania (1959).

Allerede i begyndelsen af 1900-t. førte den meget sammensatte jødiske befolkning i Palæstina til indretning af forskelligartede synagoger, nogle traditionelle, andre modernistiske som den store synagoge i Tel Aviv (ca. 1930). Efter Israels oprettelse i 1948 har synagogebyggeriet markeret sig med et nyt, ofte ekspressivt og symbolsk formsprog.

Den første synagogebygning i København blev opført i Læderstræde i 1766; den brændte ved bybranden i 1795. Grunden i Krystalgade (Skidenstræde) blev erhvervet i 1800, og her opførtes den nuværende synagoge 1829-33 efter tegninger af arkitekten G.F. Hetsch i en egyptisk inspireret klassicistisk stil. Bygningen har basilikaform, og to rækker søjler på gulvet - hvor mændene er placeret under gudstjenesten - bærer sideskibenes pulpiturer, der ligesom balkonen mod vest er forbeholdt kvinderne. Mod øst er prædikestolen, bimahen og skabet med Torahrullerne placeret. Ved en ombygning i 1885 tilføjedes et port- og trappehus i vest. Se også jødedommen i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mirjam Gelfer-Jørgensen: synagoge i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168301