Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jødedom (Den rabbinske jødedom)

Oprindelig forfatter Melch Seneste forfatter Redaktionen

Traditionel jødisk levevis bygger på Moselovens 613 bud og forbud, som imidlertid kun er korte regler, der alene kan efterleves, hvis der lægges en fortolkning ind i bestemmelserne. Det er fx forbudt at udføre arbejde på sabbatten, men der er ingen definition på, hvad der anses for arbejde. Der er utvivlsomt hurtigt opstået en eller flere traditioner mht. opfyldelsen af forskrifterne, og man har oplevet et behov for at autorisere praksis, så den kunne få lovens forpligtende karakter.

Efter det babyloniske fangenskabs ophør 539 f.Kr. blev Torahen et fast begreb, og der opstod forskellige retninger, hvoraf en søgte at holde sig så nær som muligt til den bogstavelige forståelse af teksten, mens en anden var mere tilbøjelig til at fortolke. Den første samledes i det parti, der kaldes saddukæerne, mens den anden er kendt som farisæerne. Saddukæernes indflydelse ophørte stort set ved templets ødelæggelse i 70 e.Kr., mens farisæerne kom til at tegne fortsættelsen af jødedommen gennem lærere, der fik betegnelsen rabbinere. For at understrege rabbinernes autoritet søgte man at hævde, at tolkningerne i virkeligheden blev givet til Moses på bjerget Sinai i mundtlig form sammen med Torah, der var nedskrevet. Den rabbinske jødedom byggede altså på en skriftlig og en mundtlig lære.

Omkring år 200 søgte Jehuda Ha-Nasi at finde frem til konklusioner inden for de forskellige fortolkninger og former for praksis, der havde udviklet sig, og den mundtlige lære blev for første gang nedskrevet i værket Mishnah. Det gav imidlertid ny anledning til diskussioner og fortolkninger i både de palæstinensiske og de babyloniske akademier. Disse debatter er gengivet i værket Gemara, der sammen med Mishnah udgør Talmud. Den talmudiske periode sluttede omkring år 500. I de følgende 500 år var det jødiske religiøse centrum i Babylon, hvor akademierne afviste alle forsøg på at gå imod de rabbinske udlægninger. Man fulgte princippet, at de ældste tiders lærde var de klogeste, og nye generationer kunne ikke ændre på tidligere afgørelser. Dette princip blev fastholdt, da den jødiske verden skiftede centrum til Spanien. Debatten mellem ortodokse rabbinere fortsatte dog og er stadig i gang, da der hele tiden opstår nye problemer. Samlende for ortodoksien er imidlertid idéen om, at loven har sit udgangspunkt ved åbenbaringen på Sinai. Derved adskiller ortodoksien sig fra andre, moderne former for jødedom.

Annonce

Læs mere om jødedommen.

Læs om jødedommen i den spanske guldalder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Melchior: jødedom (Den rabbinske jødedom) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102736