Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hellenistisk jødedom

Oprindelig forfatter Bilde Seneste forfatter Redaktionen

hellenistisk jødedom, den del af jødedommen i hellenistisk-romersk tid, som har efterladt sig skrifter på græsk, først og fremmest skrifter af Filon fra Alexandria og Josefus. Dertil kommer Septuaginta, som er den græske oversættelse af GT, og apokryfe gammeltestamentlige skrifter som Makkabæerbøgerne, Siraks Bog, Judits Bog, Tobits Bog o.a.

Hellenistisk jødedom kan ses beskrevet i modsætning til judaistisk eller hebraisksproget jødedom (jf. fx Ap.G. 6,1); i bredere forstand betegner hellenistisk jødedom de dele af den antikke jødedom, der menes at være påvirket af hellenistisk sprog og tankegang i betydningen ikke-jødisk eller ikke ægte jødisk tradition. Datidens hellenistiske jøder, fx Filon og Josefus, ville dog nok selv hævde, at de gav deres jødiske kultur et ægte jødisk udtryk.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Bilde: hellenistisk jødedom i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90242