Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

farisæisme

Oprindelig forfatter KWei Seneste forfatter Redaktionen

farisæisme, jødisk bevægelse, som skilte sig ud som en særlig gruppe i forbindelse med Makkabæeropstanden ca. 160 f.Kr. I løbet af to århundreder udviklede bevægelsen sig fra at være en fromhedsretning blandt flere andre til at blive den jødiske retning, som med sin lære og livsholdning religiøst formåede at samle den jødiske nation efter templets fald i år 70 e.Kr.

Centrum i den farisæiske lære er Torah forstået som dels den skrevne lov, dels den mundtligt overleverede tradition. Den skrevne lov og specielt Mosebøgerne har ubetinget gyldighed, men udlægningen af budene foregår i overensstemmelse med den mundtlige tradition, som altid er i udvikling under ledelse af rabbinerne i enhver generation. Denne progressive tendens i farisæismen har siden da præget jødedommen.

Ordet farisæisme kommer af hebraisk parush 'adskilt'.

Ifølge farisæisk teologi er Gud det almægtige åndelige væsen, som holder retfærdighed og barmhjertighed sammen. Gud har givet mennesket en fri vilje til at vælge mellem godt og ondt, og Torah er givet som menneskets ledetråd. I Talmud, hvor den mundtlige Torah er samlet, som den så ud ca. 500, kan forholdet udtrykkes sådan: "Når mennesket vælger at gøre det gode, hjælper de himmelske magter det. Når mennesket vælger at gøre det onde, lader de vejen stå åben" (Shab. 104a); eller: "Alt er i Guds hånd undtagen gudsfrygt" (Ber. 33b). Farisæernes lære omfatter desuden punkter som de dødes opstandelse, hinsidig dom med belønning og straf samt Messias' komme.

Annonce

Frem til år 70 blev farisæismen bekæmpet af de teologisk konservative saddukæere, som ikke anerkendte den mundtlige Torah. Også politisk var de to grupper modstandere. Se jødedom (rabbinsk jødedom).

I daglig tale er farisæisme betegnelse for en skinhellig og selvretfærdig holdning. Udtrykket skyldes det billede, som tegnes i Det Nye Testamente af farisæerne, og som beror på modsætningsforholdet mellem den unge kirke og synagogen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karin Weinholt: farisæisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=232329