Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ashkenaziske jøder

Oprindelig forfatter KWei Seneste forfatter Redaktionen

ashkenaziske jøder, (hebr. ashkenazim 'tyske jøder'), fra 1300-t. de jøder, der tilhører den tysk-franske jødedom og dens forgreninger i andre lande, til forskel fra de spanske jøder, de sefardiske. Tyngdepunktet for ashkenazisk kultur skiftede i 1400-1500-t. til Bøhmen, Polen og Litauen, hvor jiddisch blev fællessprog. Efter massakrer i Østeuropa i 1600-t. spredtes de ashkenaziske jøder i Vesteuropa; især i årene op til 1. Verdenskrig førte bl.a. massakrer i Rusland til en stor emigration til Vesteuropa, USA, Australien, Sydafrika og Palæstina. Før 2. Verdenskrig fandtes ashkenaziske jøder stort set overalt, men både holocaust og isolationen af Ruslands jøder gjorde USA til deres center. De ashkenaziske jøder i Israel repræsenteres af en overrabbiner, som sammen med den sefardiske udgør overrabbinatet. Deres livsmåde, institutioner og ritus er som de sefardiske jøders bundet til Bibel og mishnah. Alligevel er der store forskelle imellem disse to hovedgrupper, både hvad livssyn og praksis angår.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karin Weinholt: ashkenaziske jøder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40865