Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Torah

Oprindelig forfatter Melch Seneste forfatter Redaktionen

Torah, i snæver forstand de fem Mosebøger, der er jødedommens grundlag. Torah indeholder dels den bibelske historie fra skabelsen til Moses' død, dels de bud og forskrifter, som Moses modtog fra Gud på Sinaibjerget. Den ortodokse jødedom fastholder, at Torah udgør en helhed, åbenbaret af Gud til Moses, hvorfor alle dele af teksten er lige hellige. Det anfægtes i forskellig grad af reformerte jøder og andre ikke-ortodokse retninger, ligesom de fleste forskere mener, at den overleverede tekst har flere forskellige kilder; se Mosebøgerne.

Ordet Torah er hebraisk 'lære, intruktion'.

I synagogen læses Mosebøgerne fra pergamentruller, hvorpå teksten er håndskrevet med en gåsefjer. Ligesom anden hebraisk tekst er Torah uden vokaler, hvilket kan give tvivl om den rette vokalisering. Sammen med andre anvisninger på, hvordan Torah skal foredrages, blev vokaliseringen med brug af en række særlige udtaletegn endeligt fastlagt af en gruppe skriftlærde (se masorah) i Palæstina ca. 700 e.Kr.

Torahrullen eller -rullerne bliver opbevaret i et særligt skab, Torahskabet, og iføres normalt en kappe, der er udsmykket på forskellig vis. De to stave, som pergamentet er fæstnet til, forsynes ofte med sølvklokker eller en sølvkrone, der angiver tekstens fyrstelige status. Teksten er inddelt i 54 afsnit; på hver sabbat læses et, enkelte gange to afsnit, således at hele Torahen er læst i løbet af et år. Umiddelbart efter læsningen af de sidste sætninger af 5. Mosebog læses det første kapitel af 1. Mosebog, så man hele tiden er i gang med at læse af den hellige skrift; tekstlæsningen afsluttes og begyndes om efteråret i forbindelse med en særlig fest, simhat torah, på sukkots, løvhyttefestens, sidste dag.

Annonce

Begrebet torah anvendes også i videre forstand, hvor man taler om den skriftlige lære eller skriftlige torah, der omfatter de tre dele af den jødiske Bibel (Mosebøgerne, Profeterne og Skrifterne), i modsætning til den mundtlige; den mundtlige lære eller torah omfatter egentlig alle udlægninger og fortolkninger, især af juridisk karakter, frem til vore dage og kaldes også den rabbinske responsalitteratur. Ofte betegner den mundtlige lære dog alene Talmud; se også jødedom, Det Gamle Testamente og alijah la-torah.

Endelig kan Torah være en abstrakt betegnelse for jødisk tradition. Både Bibelen, den rabbinske litteratur og alle senere udlægninger af dem er torah; det er en religiøs forpligtelse i jødedommen at studere denne tradition.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Melchior: Torah i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=234063