Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Shabtai Zvi

Oprindelig forfatter Haxen Seneste forfatter Redaktionen

Shabtai Zvi, 1626-1676, jødisk kabbalist og pseudomessias. Shabtai Zvi studerede jødisk mystik, kabbala, og fik i sin hjemby, Smyrna, hurtigt en kreds af hengivne tilhængere. Massakrerne på jøder under Bohdan Khmelnytskyjs kosakopstand i Ukraine 1648 blev for Shabtai Zvi signalet til at manifestere sig som Messias. Efter rejser rundt i Palæstina, Tyrkiet og på Balkan, hvorfra rygtet om ham hurtigt nåede en stor del af de jødiske menigheder i Europa, slog han sig ned i Jerusalem; her formastede han sig bl.a. til at udtale Guds navn som varsel om verdens ende og måtte i 1665 atter forlade byen pga. trusler om ekskommunikation. Da Shabtai Zvi i 1666 af en tyrkisk domstol blev stillet over for valget mellem henrettelse og konvertering til islam, frasagde han sig jødedommen. Shabtainismen havde tilhængere blandt indflydelsesrige rabbinere i Europa til langt ind i 1700-t.

Af litteratur til shabtainismen står Gershom SholemsSabbatai Sevi - The Mystical Messiah (1973 og senere) som et uomgængeligt værk.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulf Haxen: Shabtai Zvi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=158172