Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Menachem Mendel Schneerson

Oprindelig forfatter ABN Seneste forfatter Redaktionen

Menachem Mendel Schneerson, Lubavitcher Rebbe, 14.4.1902-12.6.1994, jødisk rabbi (jiddisch: rebbe); en af de mest fremtrædende skikkelser inden for ortodoks hasidisk jødedom i 1900-t. Schneerson var født i Ukraine og studerede i Berlin og Frankrig, bl.a. på Sorbonne, hvor han læste matematik. I 1941 flygtede han til USA, hvor han slog sig ned i Brooklyn, New York. Efter at være blevet storrabbi inden for Lubavitch-traditionen i hasidisk jødedom etablerede Schneerson her sin bevægelse, som snart blev en af de mest dynamiske jødiske organisationer. Der blev etableret skoler, synagoger og ungdomslejre, og Lubavitch-hasidismen, som efter 2. Verdenskrig kun talte nogle få tusinde medlemmer, voksede til en bevægelse med omkring 200.000 medlemmer, af hvilke en del betragtede ham som messias. Selvom han aldrig besøgte Israel, opfordrede Schneerson sine tilhængere i Knesset til at stemme imod Arbejderpartiet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard: Menachem Mendel Schneerson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=213151