Jihad er en bestræbelse for at sikre islams udbredelse, evt. ved krig. Muslimers definition af jihad tager udgangspunkt i Koranens opfordringer til kamp for at sikre islams eksistens. De åbenbaringer, som Muhammed modtog i de første år efter udvandringen til Medina, præges af sådanne opfordringer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet jihad er arabisk og betyder 'anstrengelse, kamp, strid'.
Også kendt som

djihad

Målet med jihad er at gøre det muligt for den islamiske stat at etablere sig. Det ligger derimod ikke i begrebet, at ikke-muslimer ved tvang skal gøres til muslimer; mod betaling af en særlig skat, jizya, garanteres fx jøder og kristne (ahl al-dhimma) fuld religiøs autonomi af den islamiske øvrighed.

I islamisk ret (sharia) defineres jihad som en kollektiv pligt, der påhviler hele det islamiske samfund, til forskel fra fx fasten (ramadan) og de daglige bønner, der er individuelle religiøse pligter. Muslimske retslærde har gennem tiderne været indbyrdes uenige om, under hvilke omstændigheder der kan opfordres til jihad.

I den islamiske mystik og hos en række muslimske filosoffer skelnes der mellem den store jihad og den lille jihad. Målet for den store jihad er at gøre den enkelte muslim fuldkommen i religiøs og moralsk henseende, mens den lille jihad udtrykker den kollektive pligt, nemlig at hver enkelt muslim må påtage sig sin del af forsvaret af det islamiske område i tilfælde af trussel eller aggression udefra.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig