Hijra var den udvandring fra Mekka til Medina, som Muhammed og hans tilhængere gennemførte i små grupper i løbet af sommeren 622. Hijra betyder 'udvandring' på arabisk.

Faktaboks

Også kendt som

hidjra

Hijra er udgangspunkt for den muslimske tidsregning (A.H. 'anno hijra'), der begynder den 16. juli 622. Muhammed og Abu Bakr ankom ifølge overleveringen til Medina den 22. september 622. Årsagen til hijra var et magtskifte i Muhammeds egen stamme, Banu Hashim.

Da det stod klart, at Muhammed ikke længere kunne regne med fortsat støtte herfra, indgik han i sommeren 622 en aftale med Medina. Efter Muhammeds død blev denne udvandring ideologisk tolket som historiens afgørende vendepunkt.

I moderne tid er hijra blevet brugt om andre store udvandringer, fx om muslimernes udvandring fra Indien til Pakistan efter Indiens selvstændighed i 1947.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig