Yemen - religion, Så godt som alle i Yemen er muslimer. Flertallet er sunnimuslimer og følger den shafiitiske retsskole (se shafiitter), men en stor del af befolkningen i det tidligere Nordyemen tilhører den shiamuslimske gren zaydiyya.

Zaiditerne har navn efter Husayn ibn Alis sønnesøn Zaid (d. 740), som i 713/14 af nogle blev valgt som den femte imam i rækken, mens de øvrige shiamuslimer anerkendte Zaids bror.

Zaydiyya, som derfor også kaldes fem-imam-linjen, har udviklet sin egen teologi og sin egen retslige tradition, som står sunniislam nærmere end andre shiamuslimske grene.

Yemen har også en lille gruppe shiamuslimer af syv-imam-linjen (se ismailitter). Kun få hundrede yemenitiske jøder er tilbage i landet. Yemens religiøse anliggender administreres af et særligt religiøst ministerium.

Læs videre om Yemens forfatning eller læs om Yemen generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig