• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Koranen

Oprindelig forfatter JBS Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/16700/=ud_a_20251.mp3?revision=2

Koranen. Kalligrafer i den islamiske verden har gennem tiderne fremstillet et stort antal smukke koraner. Billedet viser en del af sura 1 fra en arabisk koran fra 1500-t., som findes på Stadtbibliothek i Berlin. Suraens fulde tekst lyder: I Guds, den Nådiges den Barmhjertiges navn. Al pris tilkommer (alene) Gud, verdenernes Herre. Den Nådige, den Barmhjertige. Herskeren på dommens dag. Dig alene tjener vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. Led os på rette vej. Deres vej, som Du har vist nåde — som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild.

Koranen. Kalligrafer i den islamiske verden har gennem tiderne fremstillet et stort antal smukke koraner. Billedet viser en del af sura 1 fra en arabisk koran fra 1500-t., som findes på Stadtbibliothek i Berlin. Suraens fulde tekst lyder: I Guds, den Nådiges den Barmhjertiges navn. Al pris tilkommer (alene) Gud, verdenernes Herre. Den Nådige, den Barmhjertige. Herskeren på dommens dag. Dig alene tjener vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. Led os på rette vej. Deres vej, som Du har vist nåde — som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild.

Koranen, islams hellige skrift. Muslimer hævder, at Koranen indeholder summen af de åbenbaringer, som profeten Muhammed fik overdraget af Gud via ærkeengelen Gabriel, fra han i 610 modtog den første åbenbaring, indtil han i 632 afgik ved døden i Medina. Ifølge islam er Koranen den endelige guddommelige åbenbaring, og Muhammed er profeternes segl, altså den sidste i den række af profeter, der ifølge islam gennem tiderne har modtaget åbenbaringer fra Gud. Jødernes profet Moses havde modtaget Moseloven, og de kristne havde fra deres profet Jesus fået evangeliet fra den samme Gud. Men først jøderne og siden de kristne har ifølge islam fordrejet de åbenbaringer, de modtog, og fjernet en række forjættelser om en kommende profet. Denne fordrejning er Koranens begrundelse for, at Gud i begyndelsen af 600-t. udvalgte Muhammed til at modtage den endelige og definitive åbenbaring. Det er efter muslimsk opfattelse Gud, der taler i Koranen, og ikke Muhammed. Muhammed er i Koranen alene Guds sendebud.

Ordet Koran kommer af arabisk al-Qurān, af qurān 'oplæsning, (religiøs) lektie'.

Ifølge overleveringen blev Koranen, som vi kender den i dag, samlet og redigeret på initiativ af den tredje kalif, Uthman ibn Affan, der bad fire lærde under ledelse af Zaid ibn Thabit, Muhammeds sekretær, om at samle Muhammeds åbenbaring. Begrundelsen var, at der blandt muslimerne var opstået tvivl om, hvad der faktisk var sagt i åbenbaringen. På kaliffens befaling skal andre udgaver af åbenbaringen derefter være blevet tilintetgjort, men nyere forskning har påvist, at dette næppe kan være rigtigt. Der savnes stadig grundige videnskabelige undersøgelser af korantekstens historie.

Koranen er opdelt i 114 kapitler, der hver for sig betegnes sura. Den enkelte sura er opdelt i vers (aya, plur. ayat). Når muslimer refererer til Koranen, sker det normalt ved at angive navnet på den enkelte sura og nummeret på det vers, der henvises til. I Vesten refereres der oftest til suraens nummer i stedet for til dens navn. Den første sura, al-Fatiha, er ganske kort og giver i sit indhold en komprimeret forklaring på, hvad islam er. Derefter følger de øvrige kapitler, der i reglen er redigeret sådan, at de længste kommer først.

Annonce

De ældste koranudgaver var uden de vokaler og diakritiske tegn, der senere blev almindelige, og gennem hvilke vokaler kan adskilles. I 900-t. enedes de muslimske teologer om syv læsemåder, der betragtes som ligeværdige. Den Koran, der har størst udbredelse, er en udgave fra Cairo fra 1924.

Koranen er åbenbaret på arabisk, og muslimske lærde fastholder, at teksten principielt er uoversættelig. Derfor kræves det normalt, at oversættelser også rummer den arabiske tekst, således som det fx er tilfældet i en dansk oversættelse (1967) af A.S. Madsen. I moderne koranudgaver anføres, hvor hver sura er åbenbaret. Hovedparten af Koranen blev åbenbaret i Mekka, og kun en mindre del efter udvandringen til Medina i 622.

Ifølge Koranen er verden skabt af den ene sande Gud, og bogen rummer en række anvisninger på de pligter, muslimen skylder sin skaber, fx de daglige tidebønner, faste i ramadanen, betaling af den årlige religiøse afgift samt valfarten til Mekka (se hajj). Derudover giver Koranen en række generelle anvisninger på, hvorledes den troende muslim i øvrigt bør leve sit liv. De medinensiske åbenbaringer giver endvidere en række anvisninger på, hvordan fx arv skal fordeles, og hvordan et ægteskab bør indgås og eventuelt igen ophæves, ligesom det i ganske enkelte tilfælde beskrives, hvorledes bestemte lovovertrædelser skal straffes (se hudud og den islamiske retsfamilie). Det er dog afgørende at fastholde, at Koranen ikke, som det ofte hævdes, er en lovbog. Koranens primære indhold er en lovprisning af den ene sande Gud samt en række beretninger om, hvorledes Gud gennem historien har gjort sin plan med skabningen kendt for menneskeheden.

Muslimerne har siden islams åbenbaring diskuteret, hvorledes Koranens anvisninger bedst efterleves. Middelalderen igennem udvikledes en særlig litterær genre, hvori Koranens tekst blev gjort til genstand for kommentering. Interessen har her på den ene side samlet sig om at slå fast, hvornår de enkelte dele af teksten blev åbenbaret, og på den anden side godtgøre korankommentatorernes forskellige forsøg på at drage konsekvenser af de anvisninger, åbenbaringen gør gældende. Også i 1900-t. har lærde udarbejdet sådanne kommentarer, i århundredets sidste årtier er også muslimske kvinder begyndt at udgive værker, hvori de kommenterer og udlægger Koranens tekst. Gennem 1900-t. har enkelte kommentatorer gjort sig til fortalere for, at Koranen skal tolkes som Guds evige og uforgængelige åbenbaring til mennesket, men at teksten som sådan skal tolkes i et historisk perspektiv — et synspunkt, der af bl.a. mutazilitterne blev fremført allerede i middelalderen.

Det betragtes overalt i den islamiske verden som et tegn på dannelse, hvis en person i ganske almindelige samtaler og diskussioner kan anføre passende og centrale citater fra Koranen. Af samme grund har fx politiske ideologier i den islamiske verden hyppigt gjort brug af enkelte dele af Koranen for derved at demonstrere, at deres synspunkter er i overensstemmelse med den islamiske tradition (se islamisme).

Koranen er oversat til dansk af Ellen Wulff (Koranen, 2006).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen: Koranen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110040