Faktaboks

Abd al-Salam Madsen

Svend Aage Madsen

Født
28. november 1928, Jerne
Død
25. juni 2007, Højby
Abd al-Salam Madsen, 1961
Skolelærer Abd al-Salam Madsen i 1961 - samme år som den første ansøgning om anerkendelse af Islam Danmark.
Abd al-Salam Madsen, 1961
Sjællandske Nyheder.

Abd al-Salam Madsen var en dansk folkeskolelærer, konvertit til islam og oversætter af Koranen.

Baggrund, uddannelse og konversion

Abd al-Salam Madsen var døbt Svend Aage Madsen og kom fra præstefamilie i vestjyske Jerne, men boede det mest af livet i Højby i Odsherred. Fra 1947 læste han teologiKøbenhavns Universitet, men interessen for islam førte ham til arabisk-studier, som han dog opgav inden afslutning.

Ahmadiyya-islam fangede hans interesse, og i 1956 blev han en af de første danske konvertitter til ahmaddiyya-islam.

Koranoversættelse

Abd al-Salam Madsen mente, at en oversættelse af Koranen var nødvending, hvis man skulle forstå den og indgå i dialog om islam. I 1967 udarbejdede han den første danske oversættelse af hele Koranen, hvilket gjorde ham kendt i offentligheden og internationalt blandt muslimer. Oversættelsen udkom første gang i en billigudgave på Borgens Forlag i et oplag på 8000 eksemplarer. Madsens udgave er i 6. oplag og sælges stadig fra Gyldendal.

I hele 39 år var Madsens oversættelse den eneste danske udgave af Koranen; i 2006 udkom Ellen Wulffs Koran-oversættelse, der som en filologisk oversættelse var mere tro imod det arabiske forlæg end Madsens, som Wulff betegnede som en konfessionel oversættelse.

Ansøgning om anerkendelse

I 1961 henvendte Abd al-Salam Madsen sig til Kongen og kirkeministeriet. Han henvendte sig som ’Amiir’ – altså emir – og spurgte, hvordan ministeriet vil forholde sig til en ansøgning om anerkendelse ved kongelig resolution af ’Islam Danmark.’ Specifikt spurgte Madsen og den organisation, som kalder sig Islams Ahmadiyya Mission i Skandinavien, om den delegerede myndighed til at forrette navngivelse, vielse og begravelse med borgerlig gyldighed.

Som svar på sin ansøgning fik Madsen brev fra Bodil Koch. Heri fremgik det tydeligt, at Islam Danmark ikke kunne anerkendes. Problemet var, at Madsen og Islams Ahmadiyya Mission i Skandinavien i 1961 kun kunne mønstre 42 medlemmer og derfor ikke havde status som fast organisation.

Indscaning af Madsens oprindelige ansøgning om anerkendelse fra 1961
Indscaning af Madsens oprindelige ansøgning om anerkendelse fra 1961
Licens: CC BY SA 3.0

Anden ansøgning om anerkendelse

Madsen skrev igen den 6. august 1973 for at opnå anerkendelse af Islam Danmark. Han fortalte, at der nu var 12.000 muslimer i København. I mellemtiden var lovgivningen dog blevet lavet om, således at ægteskabsloven af 1970 nu specificerede, hvad der skulle til for at opnå vielsesbemyndigelse som trossamfund; var dette opfyldt, kunne man nu blive godkendt. Dermed var brugen af anerkendelse ved kongelig resolution ophørt.

Islams Ahmadiyya Mission i Skandinavien blev opfordret til at søge om godkendelse og opnåede som de første muslimer dette i 1974.

Danmarks første moske

Abd al-Salam Madsen var meget aktiv i bestræbelserne på at bygge en moske til den danske ahmadiyya-menighed. Grundstenen blev lagt den 6. maj 1966, og byggeriet af moskeen stod færdig den 21. juli 1967. Den 28. juli 1967 blev Danmarks første moske, Nusrat Djahan-moskeen, indviet i Hvidovre.

I forbindelse med indvielsen fik Madsen og menigheden besøg af ahmadiyyaernes religiøse overhoved, kaliffen Hafiz Mirza Nasir Ahmad.

Nusrat Djahan Moskéen, der tilhører Islams Ahmadiyya Djamâ’at, er Danmarks første moské. Ahmadiyya er en islamisk reformbevægelse, der blev stiftet i 1889 i Punjab.

.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne henvisninger

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig