Lingayat, (af sanskrit liṇgāyat 'lingabærer'), tilhænger af en shivaitisk sekt inden for hinduismen. Sekten, der er en reformbevægelse, blev grundlagt af reformatoren Bhasava i midten af 1100-t. Bhasava anerkendte ikke vedaernes autoritet eller brahmanernes særstilling. Lingayaterne forkaster ligbrænding og begraver deres døde. Det er karakteristisk for sektens tilhængere, at de bærer en miniature-linga, Shivas symbol, på sig, ofte i et hylster om halsen. Indvielsesritualer, bryllup osv. udføres af sektens egne præster, jangama, der også fungerer som åndelige vejledere, guruer. Sekten har omkring 6 mio. tilhængere, hovedsagelig i den sydindiske delstat Karnataka.