Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jainisme

Oprindelig forfatter FM-K Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/13672/=ud_a_19410.mp3?revision=1

jainisme, indisk religion. Jainismen opstod omtrent samtidig med buddhismen i Nordindien omkring 500 f.Kr. som en kættersk lære i opposition til den officielle vedareligion. Buddhismen og jainismen har mange fællestræk, men deres udviklingshistorie er forløbet vidt forskelligt. Buddhismen forsvandt næsten helt fra indisk område omkring år 1200, men da havde den bredt sig ud over store dele af Asien. Selvom jainismens betydning har været stærkt dalende fra 1100-t., har den dog til stadighed haft tilhængere i Indien. I dag er der omkring 3 mio. jainistiske munke, nonner og lægfolk. Jainismens grundlægger, Vardhamana (ca. 540-468 f.Kr.), der er bedre kendt under sit tilnavn Mahavira 'den store helt', var af fyrstelig herkomst og voksede op i herlighed. Han opgav ligesom Buddha sin luksuøse tilværelse og blev som 30-årig omvandrende asket. Han aflagde snart sin klædedragt, og i 12 år vandrede han nøgen omkring, indtil han vandt den frelsende erkendelse. Han var nu en jina 'sejrherre', dvs. en, der har fundet vejen til frigørelse fra genfødslernes kredsløb. 72 år gammel sultede han sig til døde.

Ordet jainisme er dannet af jaina og -isme.

Jainismens tilhængere opfatter deres lære som evig. Den forkyndes af alvidende åndelige vejledere, tirthankara, i bestemte tidsaldre. I vor verdensperiode er Mahavira den 24. i rækken. Hans forgænger, Parshva, der skal have levet 250 år tidligere, anses for at være en historisk person. Det er derfor muligt, at Mahavira har baseret sin forkyndelse på en allerede eksisterende lære. Ifølge jainismen er Universet evigt, og i dette virker et uendeligt antal enkeltsjæle, jiva, der er udstyret med ubegrænset salighed og alvidenhed. De mister disse egenskaber, når de bindes til de fem materielle substanser: rum, bevægelse, hvile, tid og stof. Alle vore handlinger bevirker, at der trænger fine stoffer, karma, ind i sjælen. Mennesket kan opnå frelse ved at tilintetgøre det eksisterende karmastof og forhindre indstrømningen af nyt; en moralsk levevis og streng askese er nødvendige betingelser for at nå dette mål. De forløste sjæle stiger op på Universets højeste top, hvor de lever i lyksalighed i al evighed. Det kræver en asketisk munketilværelse at befri sjælen for alt karmastof. En lægmand kan i dagligdagen begrænse tilstrømningen af nyt karmastof ved at overholde en lang række forskrifter, bl.a. at afholde sig fra at gøre noget levende fortræd, ahimsa.

Splid i de tidlige jainistiske munkesamfund om reglen om nøgenhed førte i 1. årh. e.Kr. til dannelsen af to retninger inden for jainismen: digambara 'luftklædt', dvs. 'nøgen', og shvetambara 'hvidklædt'. I vore dage bærer munkene dog klæder, når de viser sig offentligt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede Møller-Kristensen: jainisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100483