Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

hinduisme

Oprindelig forfatter FM-K Seneste forfatter Redaktionen

Hinduisme. Rituel klipning, Indien

Hinduisme. Rituel klipning, Indien

hinduisme, (af pers. hindū 'indisk, inder', af oldpers. Hindu 'Indien, landet ved floden Indus', svarende til sanskrit sindhu 'flod', og -isme), i almindelig sprogbrug betegnelse for Indiens største religion; omkring 80% af befolkningen er hinduer. Hinduismen er imidlertid ikke én religion, men fællesnævner for en lang række forskellige religionsformer. Der er i hinduismen plads til mange, ofte modstridende religiøse anskuelser og trosformer: Både den, der tror på en enkelt gud, og den, der tilbeder flere guddomme, eller den, der ikke tror på nogen gud overhovedet, kan rummes af hinduismen.

Det er vanskeligt at definere hinduismen præcist. Den har ingen stifter som fx kristendommen og islam, og den har ingen hellige skrifter eller dogmer, der er fælles for alle dens tilhængere. Indiens første premierminister efter uafhængigheden, Jawaharlal Nehru, har givet følgende karakteristik: "Hinduismen — som tro betragtet — er vag, formløs, mangesidet. Den er alt for alle. Det er næppe muligt at definere den eller endog definitivt sige, om den er en religion eller ikke i ordets almindelige betydning". Mangfoldigheden i hinduismen skyldes bl.a., at den i sig rummer forskellige kulturelementer og forskellige religiøse traditioner, der går mere end tre årtusinder tilbage.

Uden for Indien har hinduismen tilhængere i Nepal, hvor den er statsreligion, i Bangladesh, Pakistan og Sri Lanka og på Bali. Rundt om i verden findes desuden mindre hinduistiske samfund bestående af indvandrere af indisk herkomst. Hinduismen har sat dybe spor flere steder i Sydøstasien, især i Cambodja og Indonesien, hvor den med tiden blev opslugt af buddhismen og islam. Hinduisme er en vestlig betegnelse, der stammer fra 1800-t. Hinduerne kalder selv deres religion for sanatana dharma ('den evige lov, lovmæssighed').

Vedareligion

For godt 3500 år siden invaderede ariske stammer det nordvestlige Indien. Under deres fremrykning i Indien blev de konfronteret med den såkaldte Induskultur, som havde været på sit højeste omkring 2000 f.Kr. De ariske stammer levede som kvægavlere og agerbrugere i landsbysamfund. Mellem 900 og 500 f.Kr. bredte de sig til det øvrige Nordindien, hvorpå de bevægede sig sydpå. Efterhånden samledes stammerne i små kongedømmer med faste hovedstæder, og de dannede et samfundssystem bestående af fire sociale klasser, varna ('farve'): brahmaner (præster), kshatriyaer (krigere, dvs. konge og adel), vaishyaer (agerbrugere, handlende og håndværkere) og shudraer (slaver og tjenestefolk).

Den religion, som arierne bragte med sig og videreudviklede på indisk grund, kaldes vedareligion efter dens grundlæggende skrifter, de fire vedaer, som er skrevet på sanskrit. Veda betyder 'viden', dvs. hellig viden. Den ældste og betydeligste af dem er Rigveda. Dele af den stammer sandsynligvis fra 1500-1200 f.Kr. I Rigveda lovprises de mægtige ariske guder og deres bedrifter, eller de bliver bedt om bistand og hjælp.

Til hver af de fire vedaer knytter sig en række ritualistiske prosatekster, der kaldes brahmanaer. De indeholder forskrifterne for den rette udførelse af de komplicerede offerhandlinger og giver endvidere symbolske tolkninger af detaljerne i de hellige handlinger. De sidste kategorier af vediske tekster, aranyakaerne og upanishaderne, indeholder offermystik og religiøse anskuelser af esoterisk art, der var bestemt for særligt indviede.

De nævnte kategorier af vediske tekster har en tilblivelsesperiode på omkring tusind år og afspejler hver for sig en epoke i vedareligionen. I Rigveda står guderne i centrum. Med hver sin funktion sørger de for opretholdelsen af Universets gang. I brahmanateksterne bliver guderne efterhånden overskygget af selve offerhandlingen.

I upanishaderne kommer guder, offerteorier og kosmiske spekulationer i anden række. Her optræder tænkere, der rettede tankerne mod mennesket selv og i den menneskelige personlighed fandt et permanent livsprincip, en "sjæl", atman. Tænkerne nåede endvidere til den erkendelse, at denne bærende faktor i mennesket er identisk med det altomfattende og allestedsvirkende brahman. I de samme kredse opstod forestillingen om genfødsel, dvs. at individet må vandre fra eksistens til eksistens. Det genfødes som menneske eller dyr, eller det genfødes i gudernes verden. Det er menneskets handlinger, karma, der er bestemmende for dets skæbne i de næste eksistenser. For upanishadetænkerne blev "ofring" ensbetydende med et helligt levned, og moralsk adfærd blev sat over rituelle handlinger. Læren om genfødsel åbnede mange religiøse menneskers øjne for tilværelsens forgængelighed, som de fandt meningsløs, og målet for deres religiøse stræben blev frigørelse fra det lidelsesfulde kredsløb. Individet kan opnå frelse, hvis det erkender enheden i tilværelsen, at dets eget selv, atman, er identisk med verdensaltet, brahman. Ud over denne erkendelse skal individet, fri for alt jordisk begær, hengive sig til selvfordybelse for fuldstændigt at kunne forenes med brahman efter døden. Upanishadetænkernes lære fik en plads i den offentlige religion, fordi den accepterede præsteskabet som en privilegeret åndelig overklasse, og fordi den anerkendte vedaerne som religiøs autoritet, i hvert fald i teorien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede Møller-Kristensen: hinduisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91563