Pilgrimme i Benares tager det rituelle bad i den hellige flod Ganges. Hvert år drager hundredtusinder af hinduer på pilgrimsfærd for at vise en guddom deres hengivelse ved den hellige flod.

.

Hinduisme er verdens tredjestørste religion med lidt over en milliard tilhængere. Den er opstået i Indien, hvor godt 80% af befolkningen på 1,4 mia. (2023) anser sig selv som hinduer. Der lever i dag mange millioner hinduer uden for Indien, hvilket gør hinduisme til en verdensreligion.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hinduisme kommer af persisk hindū 'indisk, inder', af oldpersisk Hindu 'Indien, landet ved floden Indus', svarende til sanskrit sindhu 'flod', og -isme.

I forhold til mange andre religioner er hinduisme præget af mangfoldighed, og den identificeres ofte som en særlig livsform frem for en trosform. Det betyder, at der er særlig vægt på adfærd og etik, mens der er mindre vægt på, hvilken gud eller guder man dyrker.

Definition af hinduisme

Mange ceremonier knytter sig til ligbrændingen. Ligtoget bliver ledsaget af musik og trommeslag, den døde lægges på bålet og afklædes, der fremsiges bønner og formler, og familiens ældste søn antænder bålet. Fotografi fra Pashupathinath, Kathmandu i Nepal.

.

Indiens første premierminister efter uafhængigheden, Jawaharlal Nehru, har givet følgende karakteristik: "Hinduismen – som tro betragtet – er vag, formløs, mangesidet. Den er alt for alle. Det er næppe muligt at definere den eller endog definitivt sige, om den er en religion eller ikke i ordets almindelige betydning". Hinduerne i dag kalder ofte deres religion for sanatana dharma (den evige lov/etik/handlemåde, lovmæssighed), som trods mangfoldigheden henviser til et fælles udgangspunkt, og hvor dharma og fortolkningen af den er et særligt omdrejningspunkt.

Det er vanskeligt at definere hinduismen præcist, da den ikke passer til de måder, vi klassificerer de andre store verdensreligioner på (kristendom, islam, buddhisme og jødedom). Derfor er der forskere, som mener, at det er en vestlig konstruktion at definere mange lokalt forankrede traditioner i Indien med hver deres små, særlige karakteristika som hinduisme.

Der er dog nogle overordnede træk, en særlig måde at anskue verden og mennesket på, og ikke mindst en særlig måde at være i verden på i forhold til dharma (moral, etik, levevis), som i større eller mindre grad går igen i disse lokale traditioner i dag. Det gælder også særlige praksisformer, fester, tilværelsestolkninger og diverse tolkninger af køn, renhed-urenhed osv. Dette udgør en form for fælles akse, der både er historisk og begrebsmæssigt begrundet, også selvom der kommer nye begreber til, som løbende gentolkes, mens andre nedtones i en tradition, som har mangfoldigheden som udgangspunkt. Trods diversiteten er de fleste hinduer i dag ikke i tvivl om, at de er hinduer.

Begreber tilfælles med andre religioner

Rituel klipning, Indien.

.

Udover dharma er der andre begreber, som går igen i alle former for hinduisme. Flere af begreberne deles med andre indiske religioner som buddhisme, jainisme og sikhisme. Det gælder forestillingen om genfødsel, samsara (genfødslernes kredsløb), hvor det enkelte menneske vandrer fra eksistens til eksistens, indtil det opnår frigørelse fra genfødslernes kredsløb.

Det, der adskiller religionerne, er, hvordan denne fuldstændige frigørelse, kaldet moksha i hinduismen, opnås, og hvad den fører til. Og mens man stræber efter nirvana i buddhismen, så stræber i hinduismen efter at erkende, at ens selv (kaldet atman, og som er det, der genfødes i en ny krop) skal forene sig med verdensaltet, brahman, som gennemstrømmer alt.

Det, man er enige om i de indiske religioner, er, at vejen til frigørelse fra genfødslernes kredsløb kan være lang, men at en bedre genfødsel kan være vejen dertil. Det sker igennem at handle godt eller korrekt, og derved opnå god karma (handling). Samler mennesket i stedet dårlig karma ved at handle skidt og imod religionens etiske og moralske regler, vil det få en ringere genfødsel. Det behøver ikke kun at være som menneske med en dårligere status, det kan også være som dyr og i visse traditioner også som plante.

Ingen gud, en gud, et guddommeligt princip eller mange guder?

Et af hinduismens kendetegn er, at den er en akkumulerende religion – dvs. at meget af det nye, som opstår i forbindelse med, at samfundet ændrer sig, inkorporeres, uden at det gamle forkastes. Den har også alle mulige forståelser af, hvad en gud/guder er, og hvilken betydning den eller de tillægges. Det kan være lige legitimt at definere hinduismen som en polyteistisk (mange guder), en monoteistisk (en overordnet guddom), en monistisk (et guddommeligt princip) såvel som en ateistisk (uden guder) religion, som vi møder den i samkhya-filosofien.

Et forsøg på at forene de mange forskellige former for gudsforståelser kan vi finde i begreberne brahman, tri-murti (gude-triade) og avataras (nedstigninger).

Brahman

Sadhu, hellige mænd, her fra Nepal, siddende i yogastilling.

.

Brahman betyder verdensaltet og kan bedst betegnes som et monistisk princip, som gennemstrømmer alt, og som derfor har alle og ingen egenskaber samtidig. Brahman er det princip, som det er målet, at det menneskelig evige selv, kaldet atman, skal blive en del af. Dette kræver en lang proces, der primært bygger på en erkendelse af denne identitet og at man ikke lader sig forstyrre af menneskelige behov og sanser. Yoga og meditation er teknikker, som kan anvendes. Brahman som et princip har egentlig ikke nogen form (nirguna), men kan tage form (saguna). Det kan ske igennem de mange forskellige guder, som dyrkes af hinduer.

Tri-murti (gudetriade)

For at systematisere de mange forskellige guder i et overordnet system henvises der ofte til tre guder i en triade, som kaldes tri-murti. De tre guder, som egentlig er brahman i sin saguna-form, er henholdsvis a) Brahma, som er skabergud; b) Vishnu, som er gud for opretholdelsen af verdensordenen eller dharma; og c) Shiva, som er den gud, der destruerer alt det gamle, for at noget nyt kan spire frem.

Shiva er også kendt for at være den meditative gud. Disse tre mandlige guder har hver især en kvindelig gudinde tilknyttet, som også har hver sine funktioner. Det er a) Sarasvati, visdommens gudinde; b) Lakshmi, gudinde for velstand; c) Parvati, gudinde for frugtbarhed og moderlighed, eller i visse tilfælde gudinden Durga eller Kali.

Avatara (nedstigning)

Brahman, de tre mandlige guder i tri-murti med deres respektive kvindelige sidestykker, kan manifestere sig i et utal af lokale guder og gudinder, i mennesker og dyr, fx i den hellige ko, i slanger og i naturen (bjerge, træer, sten). Således bliver alle de lokalt dyrkede guderepræsentationer passet ind i et overordnet system. De mest kendte nedstigninger (avataras) er dog Vishnus, hvor man i dag (og i purana -litteraturen) beskriver i alt 10, der hver især også kan repræsenteres i et sindrigt system af lokalguder.

De mest kendte af Vishnus avataras er hans 7. og 8. inkarnation, som henholdsvis er guden Rama og guden Krishna, og måske den 9., som hævdes at være Buddha.

Hinduismen er snarere ret praksis frem for ret lære

Holi-højtiden, der fejres i februar-marts, er en folkelig og løssluppen fest, hvor man synger og danser og dænger hinanden til med farvepulver.

.

Selvom der henvises til mange guder og forskellige helligskrifter i hinduismen, er det måden, hvorpå man dyrker og praktiserer, som er den identitetsskabende faktor for hinduer. Denne praksis kommer både til udtryk i livsform, religiøs praksis i hjemmet, i templer og ved de religiøse fester.

I templerne er det brahminerne, som ved at være rituelt rene, udfører hvad der kaldes puja, hvor der ofres til guderepræsentationerne, kaldet murtier. Præsterne kaldes derfor pujaris ("dem, der udfører puja"), men afhængigt af status kan de også kaldes swamis eller pandits. Mange af dem, som er tilknyttet de store templer, kan sanskrit, som er det hellige sprog, de vediske tekster er skrevet på.

Stort set alle hinduer har et lille tempel eller alter (mandir) i hjemmet, hvor der står billeder af guder og evt. også guruer, som de udfører en lille puja ved hver morgen og aften.

Et samlingspunkt for stort set alle hinduer verden over er de religiøse fester. Selvom der er forskel på, hvilke fester der er de mest centrale for den sydindiske og den nordindiske hinduisme, udgør festerne en meget vigtig del af den hinduistiske praksis. Mest kendt er lysfesten divali, som ligger i efteråret, og farvernes fest, holi, som ligger i foråret.

Forskelle mellem hinduisme og andre religioner

Et godt billede på hinduismen er, at den kan anses som en flod med mange bifloder. Et andet er, at den er som et træ med et mangfoldigt rodnet, som breder sig på kryds og tværs, og et tredje billede er, at hinduismen er som en svamp, som suger alt nyt til sig, men uden nødvendigvis at forlade det gamle. Altså en tradition, hvor alt nyt tages med.

Da hinduismen er meget svær at definere entydigt, må man afgrænse, hvad den ikke er eller har, sammenlignet med andre store religioner.

Hinduismen har ingen stifter

I modsætning til fx kristendommen med Jesus, islam med Muhammed og buddhismen med Buddha, har hinduismen ingen stifter, som satte ord på troens særlige indhold. Det betyder, at det kan være svært præcist at sætte årstal på, hvornår hinduismen har sit historiske udgangspunkt, og også hvad der gjorde den til en særlig religion.

Hinduismen har ingen enkelt hellig bog

Hinduismen adskiller sig også fra andre af de store religioner ved, at man ikke kan pege på en overordnet hellig skrift, som definerer, hvad det vil sige at være hindu. Selvom de fleste hinduer vil anerkende de vediske skrifter som særligt autoritative, er der også mange hinduer, særligt fra den sydindiske tradition, som ikke gør. De peger oftest på den samling af skrifter, som kaldes agamaerne.

Desuden er hinduismen kendetegnet ved vedvarende at føje nye hellige tekster til samlingen af dem, som allerede er. Der skelnes dog generelt imellem tekster, som er shruti (hørte), og tekster, som er smriti (huskede), hvor de hørte er dem, som har størst autoritet. Hertil hører de vediske skrifter.

Hinduismen har ikke et, men mange bud på, hvordan verden blev skabt

Et særligt træk ved hinduismen er, at der ikke er en, men mange mytologiske historier og spekulative hymner, som handler om verdens skabelse (kosmogonier), og de har alle autoritet på hver deres måde. Visse tidlige vediske tekster handler om guders indgreb og deres ordnende funktion, hvor de skaber kosmos ud af kaos, fx Rig veda 2,12. Dvs. guderne sikrer, at verden gøres beboelig for mennesker. Andre lidt senere tekster fra fx Rig vedas 10. bog er rent spekulative og paradoksale af karakter, mens nogle tekster lader kosmogonien ske igennem offerhandlinger, fx Purusha-hymnen Rig veda 10.90.

Disse forskellige bud, som kun er et lille udpluk, viser et centralt kendetegn ved hinduismen – nemlig at der kan være mange lokale og historisk betingede bud på, hvordan verden blev til, og at det ene bud ikke nødvendigvis miskrediterer det andet.

Hinduismen har ingen trosbekendelse

Hinduismen er kendetegnet ved ikke at have en særlig trosbekendelse, der er fælles for dens tilhængere, og som kan udgøre en minimumsdefinition på, hvad hinduisme er, og hvad der tros på. Det betyder også, at det er svært at bekende sig til traditionen eller at konvertere til den. Mange vil derfor mene, at den eneste måde at være hindu på er, hvis man fødes som hindu af hinduistiske forældre. Der er dog visse hindubevægelser, hvor man via et indvielsesritual kan blive hindu, og nogle moderne hinduorganisationer mener, at hvis man føler sig som hindu, så er man hindu.

Hinduismen og kastesystemet

Hinduisme forbindes ofte med det, som populært oversættes med et kastesystem, men som nok bedre oversættes med et socialt samfundssystem, hvor man fødes ind i en særlig samfundsgruppe. Det er et hierarkisk system, der bygger på en renhedstanke. Den gruppe, man fødes ind i, er bestemmende for ens erhverv, og den øverste gruppe anses som rituelt og socialt renere end den næste. At det specielt er forbundet med hinduismen, er en sandhed med modifikationer, da andre religiøse grupper i Indien i dag i større eller mindre grad også praktiserer et kastevæsen. Selvom det er forbudt ved lov, praktiseres det stadig.

Kastesystemet eller det sociale samfundssystem kan spores tilbage til en Rig vedisk tekst kaldet Purusha-hymnen fra omkring 1000 f.v.t. Her skabes menneskeheden ud fra det kosmiske urvæsen, Purushas krop. Den øverste gruppe, præstegruppen (brahminerne), skabes af Purushas hoved, krigerne eller magthaverne af hans arme (kshatriyaer), agerbrugere, handlende og håndværkere (vaishyaer) af hans lår, og den sidste gruppe, hvis rolle er at tjene de andre (shudraerne), af hans fødder. Disse fire grupper kaldes varnaer (farve).

Op igennem historien blev disse varna-grupper differentieret i et sindrigt system af undergrupper, som hver har deres særlige rolle at spille i samfundet. Det er stadig sådan, at man ofte lader sig gifte med en fra samme kaste.

Hinduismen som en gammel eller en ung religion

Nogle forskere vil hævde, at hinduismen er en meget gammel religion, som kan føres helt tilbage til Induskulturen, der havde sin blomstringsperiode fra omkring 2300 til 1800 f.v.t.

Andre forskere lægger vægt på, at nogle kilder peger på, at det at være hindu primært er en geografisk betegnelse for det folk, som bor på den anden side af floden Sindu (på persisk hindu). Denne angivelse kan føres tilbage til omkring 2000-tallet f.v.t. I dag bruges denne forståelse også politisk af hindunationalister i deres begrundelse for, at Indien primært er for hinduer. Se for eksempel Bharatiya Janata Party, BJP, som leder Indien i dag (2023) med premierminister Narendra Modi i spidsen.

En tredje gruppe forskere vil argumentere for, at den såkaldte ithihasa-litteratur (”sande historier”) med tekster som Bhagavad Gitaen, Mahabharata og Ramayana, alle fra de første hundreder f.v.t., og de lidt senere puranaer danner fundamentet for, hvad vi forbinder med hinduismen i dag. Det er i disse tekster, at et særligt gudepantheon beskrives, store narrativer formidles og anvisninger for god dharma og ritualer for, hvordan guderne bør dyrkes, beskrives.

En fjerde gruppe forskere understreger, at man først kan tale om hinduisme som en -isme fra 1800-tallet e.v.t. Det hænger sammen med den engelske kolonimagts styre af Indien, hvor man ønskede at optælle og klassificere religioner i Indien. Hinduismen blev her defineret ud fra et udelukkelsesprincip, hvor al den religion, som ikke kunne bestemmes som kristendom, islam, jødedom, sikhisme og jainisme, blev klassificeret som hinduisme. Hvis vi bruger det kriterium, så er hinduismen pludselig en meget ”ung” religion. Alt dette gør, at nogle forskere mener, at det er en vestlig konstruktion at definere hinduisme som en særlig religion. Dette synspunkt indgår i postkolonial kritik, der påpeger, at det er de vestlige kategorier for religion, der har formet vores forståelse af fx hinduisme.

Om hinduisme er en gammel eller en ung religion, og om den overhovedet kan betegnes som én religion frem for en samling af lokale traditioner i Indien, kan altså diskuteres. Dette er også med til at præge hinduernes selvforståelse i dag.

Hinduismen som verdensreligion

Hinduistisk tempel på Mauritius.

.

Uden for Indien er hinduismen majoritetsreligion i Nepal, hvor den var statsreligion indtil 2006. Hinduismen er også meget udbredt i Sri Lanka, på Bali, Mauritius og Trinidad, i Syd- og Østafrika og i USA. Rundt om i verden findes desuden større eller mindre hinduistiske samfund bestående af indvandrere af indisk herkomst.

Hinduismen har sat dybe spor flere steder i Sydøstasien, især i Cambodja og Indonesien, hvor den med tiden er blevet opslugt af buddhismen og islam, men i en særlig form, hvor der stadig findes tydelige hinduistiske elementer tilbage særligt i folkereligiøsiteten. Der bor i dag også mange hinduer i Europa, særligt i England, men også i Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien, Schweiz og i de skandinaviske lande.

Hinduismen i Danmark

I Danmark bor der omkring 22-25.000 hinduer (2023). De er nogenlunde ligeligt fordelt imellem hinduer, som er kommet fra Sri Lanka, og hinduer, som har en baggrund fra Indien. Hinduerne fra Sri Lanka kom primært til landet i 1980'erne og 1990'erne som flygtninge fra det borgerkrigsramte Sri Lanka. Omkring 75 % af de tamilske hinduer fra Sri Lanka har i dag dansk statsborgerskab, og de har etableret ti templer rundt omkring i landet. De fleste af de indiske hinduer er kommet til Danmark som højtuddannet arbejdskraft. De første indiske hinduer kom allerede til landet i 1970’erne, og mange af dem har i dag dansk statsborgerskab. De har etableret et indisk hindutempel, som ligger i Skovlunde lidt uden for København.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig