Vivekananda, egl. Narendranath Datta, eller Dutt, 12.1.1863-4.7.1902, indisk religiøs leder, som blev talsmand for hinduismen som en moderne verdensreligion. Vivekananda prioriterede sociale reformer højt og blev medlem af Brahma Samaj. Han blev discipel af Ramakrishna og rejste i 1890'erne i England og USA, hvor han gjorde indtryk som en humanistisk fortaler for hinduismen. I 1896 grundlagde han i New York Vedata Society, en af de første indiske religiøse bevægelser med medlemmer fra Vesten. Efter sin hjemkomst til Indien i 1897 grundlagde han Ramakrishna-missionen.