Shiva ses her sammen med hustruen Parvarti og sønnerne Ganesha (med elefanthoved) og Skanda samt sit ridedyr, tyren Nandi. Billedet, der er en moderne folkelig fremstilling af gudefamilien, fremstiller Shiva som familiefar, men med attributter, der viser hans rolle som den ideelle eneboer i Himalaya: slangen om halsen, rosenkransen og den gråblå hud, der symboliserer den aske fra ligbålene, som de hellige mænd smører sig med.

.

Shiva er en guddom i hinduismen. Shiva er ved siden af Vishnu hinduismens betydeligste guddom. Han er højeste gud for mange millioner hinduer.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Shiva (Śiva) er sanskrit for 'den venlige, den velvillige'.
Også kendt som

Śiva

I den hinduistiske mytologi optræder Shiva sommetider i en treenighed sammen med guderne Vishnu og Brahma. Skikkelsen er en videreudvikling af vedatidens frygtede Rudra. Efterhånden som Shivadyrkelsen bredte sig over hele Indien, er mange lokale guddomme smeltet sammen med ham.

Shiva er en gud af en yderst sammensat karakter: Han er dæmonisk og guddommelig, han er grusom og mild, han ødelægger, og han er en kilde til liv. Shiva bestemmer gennem sin kosmiske dans verdensgangen, og til sidst ødelægger han hele Universet. Som den milde og livgivende gud træder han tydeligt frem i den udbredte tilbedelse af ham i form af en linga (fallos), en kort cylinderformet stensøjle. En anden side af hans væsen er det asketiske. Han omtales ofte som den store asket, der rank og med korslagte ben sidder i dyb meditation på bjerget Kailasa i Himalaya. Han er alle asketers guddommelige forbillede.

Shivas hustru har mange navne, og hendes væsen er så alsidigt som Shivas. I sin milde form hedder hun Parvati, og som den frygtelige og grusomme gudinde kaldes hun Durga eller Kali. Teglsten fra Induskulturen afbilder figurer, der minder om senere ikonografiske fremstillinger af Shiva, hvilket taler for, at Shivaskikkelsen har rødder i førarisk religion.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig