Shankara, (sanskrit Śaṅkara), omkring 700-t., indisk filosof. Shankara, der stammede fra en sydindisk brahmanfamilie, er utvivlsomt vedantafilosofiens betydeligste repræsentant. Hans vigtigste værker er kommentarer til ti upanishader og til Bhagavadgita og Brahmasutra. Desuden har han skrevet en lang række religiøse digte. Hans skole kaldes advaita 'ikke-dualisme', dvs. monisme. Shankara anfører i sine værker, at formålet med livet er en forening af menneskets selv (atman) med det absolutte (brahman). Shankara går i sin filosofi ud fra, at der findes en relativ og en absolut sandhed. Når vi tror at leve i en mangfoldig verden med et univers med guder og menneskets evige kredsløb, skyldes det uvidenhed (avidya). Det hele er blot en illusion (maya). Det eneste, der i virkeligheden eksisterer, er brahman, som de individuelle sjæle er fuldstændig identiske med. Mennesket må gennemleve mange eksistenser, før det bliver tilstrækkelig modent til at nå til den absolutte erkendelse, der er ensbetydende med frelse.