Den kristne mission indledtes allerede i oldkirkelig tid. Den syriske kirke er den tidligste, ifølge legenden oprettet af apostelen Thomas; den var længe temmelig isoleret fra den øvrige kristenhed. S

Kolonitid og mission

Den europæiske kolonisering gav anledning til, at talrige lande og trosretninger tog initiativer til mission. Jesuitterne Francisco Xavier og Roberto de Nobili var centrale for den tidlige romerskkatolske mission, som er fortsat til i dag – mest markant i tidligere katolske besiddelser som Goa. Fra Danmark udsendtes der i pietistisk ånd missionærer til Tranquebar fra 1705; Bartholomaeus Ziegenbalg satte her et arbejde i gang, som blev skoledannende for næsten al senere protestantisk mission. Omkring 1800 arbejdede den britiske baptistmissionær William Carey i Calcutta og Serampore; ved sit arbejde med bibeloversættelser og sociale reformer blev han banebryder for nyere tids mission i Indien.

Dansk mission i Indien

Efter salget af Tranquebar overgik missionen til den tyske Leipzigmission. Dansk mission i Indien begyndte først igen i 1863, da det danske Missionsselskab overtog et af Leipzigmissionens områder med centrum omkring byen Arcot. Få år efter grundlagde H. P. Børresen og L. P. Skrefsrud Santalmissionen i det nordøstlige Indien som en fælles dansk-norsk mission. Frem til anden verdenskrig blev Indien det største danske missionsland, som udover de nævnte organisationer talte Teltmissionen i det nuværende Pakistan, Kvindelige Missions Arbejderes mission blandt bhilbefolkningen mv.

Blandt de talrige danske missionærer i nyere tid kan nævnes L.P. Larsen og Kaj Baagø (1926-87), teologiske professorer i Bangalore (nu Bengaluru), Johannes Frimodt-Møller (1906-88), overlæge og tuberkuloseforsker, Jens Christensen (1899-1967), islammissionær og biskop i Mardan i Vestpakistan, og Anne Marie Petersen (1878-1951), skolegrundlægger i Porto Novo.

Efter den indiske uafhængighed

Siden Indiens selvstændiggørelse i 1947 har udefra kommende missionsvirksomhed været underkastet stærk begrænsning. Samtidig er de tidligere missionskirker blevet selvstændige indiske kirker, som i varierende grad udfører mission blandt den øvrige befolkning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig