Faktaboks

Dayananda Sarasvati
Født
1824
Død
1883

Dayananda Sarasvati, egl. Mulshankar, 1824-1883, hinduistisk asket og reformator. Dayananda Sarasvati var stærkt religiøst opdraget, men kom allerede som ung i tvivl om den traditionelle hinduismes berettigelse. Efter intense vedastudier i Mathura 1860-63 brugte han det følgende tiår på diskussion med lærde fra forskellige sekter, og herefter forkastede han åbenlyst den traditionelle hinduismes tempelkult og gudedyrkelse. Han var modstander af bl.a. kastediskrimination og barneægteskaber og vendte sig også mod islam og den kristne mission. Han gik ind for en monoteistisk hinduistisk religion og et hindusamfund baseret på de gamle vediske skrifter.

Hans synspunkter kommer tydeligst til orde i Satyarth(a) Prakash(a) fra 1874. I 1875 stiftede han bevægelsen Arya Samaj ('ariernes samfund'). Dayananda Sarasvati gjorde en stor indsats for at bedre de fattiges kår både gennem skrifter om økonomi og ved oprettelse af uddannelsescentre for småvirksomheder. Han døde muligvis som offer for et giftmord.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig