Ahimsa, (sanskrit āhiṃsā 'ikke gøre fortræd'), etisk princip, der er fælles for alle store indiske religioner, tydeligst i jainismen. Lægmænd må ikke slagte dyr, og munkene bærer ofte masker for ikke at sluge insekter og derved forvolde deres død. En dyb respekt for alt levende er grundtonen i buddhistisk etik. Mahatma Gandhi førte princippet ind i sin kamp for Indiens selvstændighed i form af ikke-voldelig modstand mod kolonimagten.