Ødipus og Sfinxen, 1864, malet af Gustave Moreau. I Theben blev Ødipus vel modtaget efter at have dræbt den frygtede Sfinx og giftede sig med dronning Iokaste, hvis mand på mystisk vis var blevet dræbt på en rejse til Delfi for at spørge oraklet om den gamle spådom.

.

Ødipus var en mytisk konge i Theben. Han var søn af Laios og Iokaste, som han senere giftede sig med. Ødipussagnet omtales hos Homer og Hesiod, men fik først sin klassiske udformning i 400-tallet f.v.t. med Sofokles' tragedier.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Ødipus er en fordanskning af latin Oedipus, græsk Oidipus, af græsk oidein 'svulme' og pous 'fod', egentlig 'svullenfod', jf. ødem.

Sofokles' Ødipus

I Sofokles' version af myten er Ødipus' historie sidste akt af labdakideslægtens forbandelse, som i øvrigt ikke begrundes i stykket. Trods advarsler fra oraklet i Delfi om, at en søn af Laios vil dræbe sin far og gifte sig med sin mor, fødte Iokaste en dreng, som straks blev sat ud, efter at hans hæle var blevet gennemboret. En hyrde fandt spædbarnet og bragte det til den barnløse kong Polybos i Korinth, som tog det til sig og gav det navnet Oidipus pga. de skamferede fødder.

Som voksen kom Ødipus i tvivl om sin herkomst, og da han i Delfi fik den frygtelige sandhed at vide om det kommende fadermord, flygtede han i modsat retning af Korinth og mødte på vejen til Theben en gammel mand i en vogn. Da ingen af dem ville gå til side for den anden, kom det til kamp, og Ødipus dræbte manden. I Theben blev han vel modtaget efter at have dræbt den frygtede Sfinx og giftede sig med dronning Iokaste, hvis mand på mystisk vis var blevet dræbt på en rejse til Delfi for at spørge oraklet om den gamle spådom.

Mange år senere, da Ødipus havde fået sønnerne Eteokles og Polyneikes og døtrene Antigone og Ismene med Iokaste, udbrød der hungersnød i landet. Sofokles' tragedie begynder, da Ødipus gennem sin svoger Kreon får det svar fra oraklet, at synderen findes i Theben. Han efterforsker sagen trods advarsler, først fra den blinde spåmand Teiresias, der gennemskuer alt, siden fra Iokaste, indtil den korinthiske hyrde, som engang fandt spædbarnet, giver ham nøglen til gådens løsning: Efterforskeren er selv den skyldige. Med et ordspil på oid- ('vide, indse') lader Sofokles sin helt blinde sig selv, idet han indser den skyld, som han ikke "kan gøre for", men som alligevel er uundgåelig. Den videre historie er beskrevet i De syv mod Theben.

Værkerne om Ødipus og hans slægt

I de bevarede tragedier beskrives Ødipus' egen skæbne i Sofokles' Kong Ødipus (da. 1977) og Ødipus i Kolonos (da. 1998), mens Sofokles' Antigone (da. 1977), Aischylos' De Syv mod Theben (da. 1854) og Euripides' Fønikerinderne (da. 1998) omhandler hans børns endeligt. Sofokles' behandling af sagnstoffet i Kong Ødipus danner grundlag for Aristoteles' analyse i Om digtekunsten (da. 1970) af den græske tragedies form og indhold.

Kulturel indflydelse

Sofokles' drama, som Seneca i det første århundrede e.v.t. bearbejdede i sin Oedipus, er uden sammenligning den mest indflydelsesrige af de græske tragedier i europæisk kultur.

Sagnet er ofte brugt i europæisk drama og litteratur, fx i Igor Stravinskijs operaoratorium Oedipus Rex (1926-27) med libretto af Jean Cocteau og i Pier Paolo Pasolinis film Edipo re (1967, Kong Ødipus).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig