En sfinks er et urgammelt fabelvæsen i egyptisk, mesopotamisk, minoisk og græsk-romersk kunst. På græsk grund opfattedes sfinksen som en dødsdæmon. Sfinksen har en dyrekrop (oftest løve), et menneskehoved (i den antikke verden en kvinde) og ofte vinger. I græsk kunst var sfinkser populære motiver på vasemaleri og som skulpturer, bl.a. som vogtere af gravene.

Faktaboks

Etymologi

Ordet sfinks er af usikker oprindelse, det blev af grækerne sat i forbindelse med sphingein 'sammensnøre, kvæle'

I mytologien var Sfinksen i Theben et menneskeædende uhyre, som Hera havde sendt. Sfinksen havde lært en gåde af muserne, som hun stillede til alle forbipasserende: "Hvad er det, som har én stemme og er både firfodet og tofodet og trefodet?" Svaret kunne kun Ødipus finde: "Et menneske, der som barn kravler på alle fire, som voksen går på to, og som gammel støtter sig til en stok". Ødipus og Sfinksen er brugt som motiv i både nyklassicismens og symbolismens malerkunst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig