Psyke er i græsk religion menneskets livskraft. Begrebet psyche er væsensforskelligt fra moderne opfattelser af sjæl og er vanskeligt at definere, bl.a. fordi det gennemgik grundlæggende betydningsændringer fra den ældste tid til ca. 300 f.v.t. I de homeriske digte er det levende menneske styret af en "kropssjæl" kaldet thymos eller menos, ofte oversat ved 'vrede, initiativ, lyst, kraft, styrke'. En tapper helt kaldes derfor ofte megalothymos 'med en stor thymos'. Psyche er derimod en "livssjæl", som i dødsøjeblikket forlader kroppen og flyver til Hades, hvor den lever videre som en kraftløs skygge.
Faktaboks
- Etymologi
-
Psyke kommer af græsk psyche
Ca. 500 f.v.t. dukkede tanken om reinkarnation op blandt pythagoræerne, og psyche blev efterhånden en almindelig betegnelse både for den levendes sjæl og bevidsthed og for sjælen, som vandrer til Hades, men kan genfødes. Hos Platon, Aristoteles og Epikur dækker psyche over meget forskellige opfattelser af sjælens væsen.
I Apulejus' roman Metamorphoses fortælles eventyret om Amor og Psyche, der antagelig er en neoplatonisk viderebearbejdelse af en hellenistisk allegori om den udødelige kærlighed, som også kendes i kunsten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.