Pygmalion er i græsk mytologi en konge på Cypern, som i sin foragt for kvinders laster selv skar sig en elfenbensfigur af idealkvinden. Ovid fortæller i Metamorphoses, hvordan kunstneren blev forelsket i sit værk og behandlede det som et levende væsen. Ved en Afroditefest bad han gudinden om at gøre statuen levende, og hjemme i sin seng mærkede han til sin store glæde forvandlingen. Ni måneder senere fødte dukkekvinden datteren Pafos.

G.B. Shaw brugte motivet i teaterstykket Pygmalion (1912, da. 1963), uropført i Wien i 1913, opført i Danmark 1914, om fonetikprofessoren Higgins, der beviser, at han kan skabe en societykvinde ud af en vulgær cockneypige, Eliza Doolittle, ved at lære hende det socialt accepterede sprog. I musicalversionen My Fair Lady (1956) forenes blomsterpige og professor, mens Shaw oprindelig lod Eliza indse, at hun blev udnyttet, og demonstrere sin selvstændighed ved at forlade Higgins.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig